Første kvinde i Danmark smittet med abekopper (monkeypox)

Det første tilfælde af abekopper hos en kvinde i Danmark er netop blevet konstateret, det oplyser Statens Serum Institut.

I forgårs, den 17. august 2022, blev den første kvinde i Danmark testet positiv med abekopper (monkeypox). Kvindens prøve er testet tre gange og er positiv, oplyser Statens Serum Institut.

Der foregår i øjeblikket en smitteopsporing ved Styrelsen for Patientsikkerhed.

Da abekopper smitter ved direkte kontakt, er det forventeligt, at der med det nuværende antal smittetilfælde blandt mænd, der har sex med mænd, også vil ses enkelte smittetilfælde i andre grupper.

”Med den udvikling, der har været i Danmark og internationalt, er det ikke overraskende, at vi ser det første smittetilfælde hos en kvinde. Det ændrer ikke ved vores vurdering af, at de mest udsatte er mænd, der har sex med mænd. Det er fortsat her, vi skal have fokus på forebyggelse. Men tilfældet viser, at abekopper principielt kan ramme alle grupper i samfundet,” udtaler direktør Henrik Ullum.

Tilfældet med abekopper hos en kvinde i Danmark ændrer ikke på Statens Serum Instituts seneste risikovurderinghvor det blev vurderet, at risikoen for et alvorligt sygdomsforløb med abekopper er lavt for alle grupper med undtagelse af gravide, børn og immunsupprimerede. 

Internationalt er der også set smittetilfælde blandt kvinder. Ifølge WHO er, eller har der været, 176 kvinder smittet med abekopper i udbruddet 2022. Det svarer til ca. 1,1 % procent kvinder.

Det samlede antal smittede i Danmark er i dag 163. Der er anvendt 1.411 vacciner fordelt på 1.347 forskellige personer.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
 

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk