Efteråret er godt i gang og flere smittes med covid-19

De positive covid-19-tests fortsætter med at stige her i starten af efteråret, men flere danskere bliver nu også PCR-testet. Det viser ugens tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Efter en periode med faldende eller stabil smitte, ses der en stigning i antallet af personer smittet med SARS-CoV-2 fra uge 37 til uge 39 i alle landets fem regioner. Smitteforekomsten er på 144 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Der er flest smittede i Region Sjælland (172 per 100.000 indbyggere) og færrest i Region Hovedstaden (119 per 100.000 indbyggere). Positivprocenten er stigende i Region Hovedstaden, Midtjylland og Nordjylland og stabil i Region Sjælland og Syddanmark. Den højeste positivprocent ses fortsat i Region Midtjylland på 20,9 %.

Antallet af PCR-tests er steget med 17 % fra uge 38 til uge 39, mens positivprocenten er steget fra 16% i uge 38 til 17 % i uge 39.

Stigende antal indlagte – men færre indlægges på intensiv

Der er i uge 39 set en stigning i antallet af nye indlæggelser fra 457 indlæggelser i uge 38 til 573 i uge 39, og det er fortsat de 70-89-årige, der udgør den største andel af nyindlagte.

Antallet af indlæggelser på intensiv afdelinger er fortsat på et meget lavt niveau. Antallet af covid-19-relaterede dødsfald er steget i den forgangne uge og er i uge 39 på 47 dødsfald.
Der er fortsat ingen overdødelighed i befolkningen.

Læs hele rapporten - Ugentlige tendenser for covid-19 og andre luftvejsinfektioner - uge 40 (pdf)

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk