Covid-19-smitten stiger for første gang i fem uger

Antallet af danskere der er smittet med covid-19 stiger for første gang i fem uger. Det er nu blandt de midaldrende, at smitten er højest. Det viser ugens tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Der ses en stigning i antallet af nye tilfælde med covid-19 på 18 % mellem uge 31 og uge 32 svarende til, at incidensen i uge 32 er 207 tilfælde per 100.000 indbyggere. Positivprocenten er steget til 27 % i uge 32 fra 25 % i uge 31, mens antallet af PCR-tests er steget med 5 % mellem uge 31 og uge 32.

Smitten stiger i alle aldersgrupper fra uge 31 til uge 32, men er højest blandt de 40 til 59-årige. Det viser ugens tendensrapport for covid-19 og andre luftvejsinfektioner fra Statens Serum Institut (SSI).

”Den stigende smitte skal ses i lyset af, at folk nu vender tilbage fra sommerferie. Aktiviteten i vores samfund stiger, og folk er måske også mere opmærksomme på at lade sig teste ved symptomer i forbindelse med start på arbejde og uddannelse”
Faglig direktør Tyra Grove Krause

Især i Region Midtjylland og Nordjylland stiger smitten. Der er flest smittede i Region Midtjylland (262 per 100.000 indbyggere) og dernæst Region Sjælland (216 per 100.000 indbyggere).

Læs mere i ugens tendensrapport - uge 33 (pdf)

Indlæggelser og dødsfald

Antallet af nye indlæggelser relateret til covid-19 er steget til 548 nye indlæggelser i uge 32 fra 526 nye indlæggelser i uge 31. Personer i alderen 70 til 89 år udgør den største gruppe blandt de nyindlagte.

Antallet af indlagte på intensivafdelinger er ligeledes steget fra 13 i uge 31 til 18 i uge 32. Andelen af indlæggelser blandt personer indlagt pga. en covid-19-diagnose (i modsætning til med SARS-CoV-2) er steget fra 55 % i uge 29 til 58 % i uge 30.

Antallet af covid-19-relaterede dødsfald er foreløbigt 64 i uge 32, hvilket er et fald fra 80 i uge 31. Der er ikke tegn på overdødelighed i Danmark, men i aldersgruppen 75-84 år har dødeligheden i denne sommer ligget lidt over det forventede niveau.

95 procent af de smittede danskere er smittet med BA.5

BA.5 er fortsat den dominerende variant og fortsat let stigende i andel, hvor den udgør cirka 95 % af de sekventerede prøver i uge 32.

Andelen af tilfælde med BA.4 er let faldende med en andel på 4 % af de sekventerede prøver i uge 32. Der er fortsat en lav forekomst af undervarianterne BA.2.74 - BA.2.80. Dog skal der tages forbehold for, at der endnu ikke er sekventeret et særligt stort antal prøver i uge 32.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
 

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk