Covid-19-smitten fortsætter med at falde

Antallet af nye covid-19-tilfælde fortsatte med at falde med 36% fra uge 7 til uge 8. Samtidig er positivprocenten også begyndt at falde i uge 8, selv om færre blev testet. Det viser den nyeste tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Coronavirus 03

Covid-19-epidemien fortsætter med at klinge af i Danmark.

Det er den overordnede konklusion i den nyeste tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI).

Ifølge rapporten faldt antallet af nye bekræftede smittetilfælde med hele 36% fra uge 7 til uge 8. Dermed fortsætter udviklingen fra uge 6 til uge 7. Her faldt antallet af nye smittetilfælde med 24%.

Faldet kan også umiddelbart ses på incidensen for hele landet, der totalt set lå på 2.596 tilfælde pr. 100.000 indbyggere i uge 8 mod 4.081 tilfælde pr. 100.000 indbyggere i uge 7.

Læs den nye tendensrapport.

Incidensen er fortsat højest i Nordjylland

Faldet i antallet af smittetilfælde er slået igennem i alle fem regioner i landet. Størst i Region Midtjylland og Region Syddanmark, hvor incidensen faldt med 38% fra uge 7 til uge 8, mens den i de øvrige tre regioner faldt med 33-36%.

Incidensen er som i de seneste uger stadig højest i Region Nordjylland. Her faldt den i uge 8 til 3.667 covid-19-tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Derefter følger Region Midtjylland med en incidens på 3.014 covid-19-tilfælde pr. 100.000 indbyggere i uge 8.

Det er stadig Region Hovedstaden, der har den laveste incidens og har haft det siden uge 4. Her faldt incidensen med en tredjedel i uge 8 til 1.910 covid-19-tilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Positivprocenten falder

Mens positivprocenten har ligget stabilt på omkring 40% i et par uger, er den nu begyndt at falde. Den lå i uge 8 på knap 36%. Dermed var mere end en tredjedel af alle PCR-tests, der blev taget i uge 8, positive.

”Positivprocenten er faldet, selv om testaktiviteten også er faldet og i uge 8 var nede på en tredjedel af, hvad den var i uge 3. Dermed peger meget på, at smitten reelt er aftagende. Det understøttes af, at vi også ser et fald i koncentrationen af SARS-CoV-2 i spildevandet i alle regioner på nær Region Nordjylland”, siger afdelingslæge Rebecca Legarth.

Epidemien er nu mest hos dem over 50

Hvis man ser på, hvem der bliver smittet, så ses der et fald i incidensen i alle aldersgrupper.

På landsplan er incidensen nu højest blandt de 50-59-årige, hvor den i uge 8 lå på 3.160 covid-19-tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Den følges af de 60-69-årige, der havde en incidens på 3.014 covid-19-tilfælde pr. 100.000 indbyggere i uge 8.

Stabil andel af indlæggelser på grund af covid-19

Antallet af nye indlæggelser relateret til covid-19 faldt i uge 8 til 2.544. Der er dog sket en stigning blandt de 70-79-årige og de +90-årige.

Til gengæld var andelen af indlæggelser på grund af en covid-19-diagnose stabil fra uge 5 til uge 6, hvor den gennemsnitligt lå på 50%. Dog var den højere for de ældre, nemlig 65% for de 60+årige

En større andel dør på grund af covid-19

Til gengæld er andelen af covid-19-relaterede dødsfald steget i uge 8 sammenlignet med uge 7.

De seneste sandsynlighedsberegner peger således på, at andelen af dødsfald, der estimeres til at være sket på grund af covid-19, steg til 65% i uge 8.

Læs mere

Læs den nye tendensrapport.


Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI