Covid-19 forekomsten falder fortsat, men en større andel testes positive med to nye undervarianter af omikron

Selvom smitten falder, så stiger andelen af positive covid-19-tests med omikron undervarianterne BA.5 og BA.2.12.1. Det viser ugens tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Når danskerne i øjeblikket bliver testet positive for covid-19, er det i stigende grad med de to omikron undervarianter BA.5 og BA.2.12.1. De udgør begge nu mere end 10 % af andelen i de sekvenserede prøver i uge 21. Det viser ugens tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er stadig omikronvarianten BA.2 der forsat udgør de fleste SARS-CoV-2 tilfælde i Danmark. Men fra uge 17 til 20 er undervarianterne BA.5 gennemsnitligt steget med 135 % og BA.2.12.1 med 52 % ugentligt.

Der er dermed tegn på, at begge undervarianter er i vækst. Det kan øge risikoen for smittestigninger, som det er set i andre lande.

”SSI følger situationen tæt. Begge varianter har i flere andre lande været forbundet med smittestigninger på grund af deres spredningsfordel. Men her ses det samme mønster som for de oprindelige omikron varianter, at smittestigningerne ikke har ført til indlæggelser, i samme grad som vi så med fx delta varianten. Vi ser også langt størstedelen af tilfældene blandt personer, der ikke tidligere har været smittet,” siger SSI’s faglig direktør Tyra Grove Krause.

Der er dog tale om få undersøgte prøver, da færre bliver PCR-testet i Danmark

Tabel 8 - Covid-19 

Ugens tendensrapport: Fortsatte fald

Rapporten viser også, at antallet af nye tilfælde med covid-19 er faldet med 20 % mellem uge 20 og uge 21, svarende til at incidensen i uge 21 er 56 tilfælde per 100.000 indbyggere. Positivprocenten ligger stabilt på 10 % i uge 21. I samme periode er antallet af PCR-tests faldet med 21 %.

Incidensen er højest i Region Hovedstaden med 64 per 100.000 indbyggere og dernæst Region Sjælland med 62 per 100.000 indbyggere. Der ses faldende incidenser i alle fem regioner

Antallet af nye indlæggelser relateret til covid-19 er faldet med 19 % til 201 i uge 21, og ældre i alderen 70-79 år udgør fortsat den største gruppe blandt de nyindlagte.

Læs mere i ugens tendensrapport

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
 

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk