Unik mulighed for at få indblik i ny dansk covid-19 forskning hos Danmarks Nationale Biobank

Kender du de nyeste resultater af dansk covid-19 forskning? Og ved du, hvorfor Danmark står særlig godt i den globale indsats om ny covid-19 viden? Bliv klogere, når Danmarks Nationale Biobank inviterer til live-stream med førende danske forskere og direktøren for Statens Serum Institut i forbindelse med Forskningens Døgn.

Medarbejdere ved fryser i Danmarks Nationale Biobank

Når man skal sikre en effektiv bekæmpelse og kontrol af sygdomme er det helt centralt, at man skaber ny viden om de vira og bakterier, der opstår omkring os. Covid-19 er ingen undtagelse. Derfor var 2020 også året, hvor der blev søsat meget ny forskning i sygdommen.

Det kan du nu få indblik i, når Danmarks Nationale Biobank inviterer alle interesserede med indenfor via live-stream på YouTube. Det sker den 27. april klokken 19.30.

Deltag via link nederst på siden.

De første resultater er allerede i hus

Online-eventen er en del af den landsækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, hvor arrangementet live-streames direkte fra biobanken.

Her kan du blandt andre møde Professor Philippe Grandjean, forsker i miljømedicin, der netop har afsluttet et studie om en mulig øget risiko for at få et alvorligt covid-19 sygdomsforløb ved forhøjet indhold af fluorstoffer – stoffer, der findes i slip‐let køkkengrej, regntøj, imprægnering af tæpper og møbelstoffer, fødevareindpakning, skumslukning og meget andet. Han er en af de første, der ved hjælp af prøver fra biobanken, har kunne publicere ny viden om sygdommen.

Danmark har nemlig en af verdens største biobanker. Den er en helt enestående ressource til stor gavn for forskning i sygdommes årsager, deres forebyggelse og behandling. Direktør for Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum, der også vil være blandt gæsterne, vil fortælle mere om, hvorfor Danmark kan være så effektive til covid-19 forskning, og hvordan vi sikrer os, at vi bliver ved med at være førende på området.

Biobanken sikrer fremtidens forskning

Det høje tempo på den danske forskning skyldes blandt andet, at Danmarks Nationale Biobank har biologiske prøver, der allerede nu ligger klar til at blive anvendt til fremtidig forskning:

”Vi ved ikke, hvad vi skal forske i i morgen, men når vira bryder ud, så skal produktionen af ny viden gerne gå hurtigt. Derfor er biobanken genial med sin strategi om opbevaring af prøver, der ligger klar til gavn for fremtidig forskning”, siger Lasse Boding, der er afsnitsleder for det Koordinerende Center i biobanken.

Al forskning, der anvender biologiske prøver fra biobanken, er godkendt af Videnskabsetisk Komité, Datatilsynet og af biobankens Indstillingsudvalg.

”Prøverne er sikkert bevaret, og du skal godkendes i mange instanser før, at de kan anvendes. Det sikrer, at forskningen kommer os alle sammen til gavn. Det glæder vi os til at fortælle meget mere om den 27. april!”

Sådan deltager du i biobankes live-stream

Du kan høre meget mere om de nyeste resultater, få et indblik i biobankens aktuelle forskning og selv stille forskerne spørgsmål ved at deltage på:
www.nationalbiobank.dk/forskningens-doegn

Se med live fra Biobanken

Program:

  • En kort video giver indblik i biobankens hverdag.
  • Direktør for SSI Henrik Ullum vil fortælle om biobankens formål og muligheder inden for dansk sundhedsforskning.
  • Professor Philippe Grandjean fra Syddansk Universitetshospital vil fortælle om covid-19 projekt i miljøkemi.
  • Forskningsleder Ole Birger Vesterager Pedersen fra Næstved Sygehus vil fortælle om covid-19 projekt i genetik.

Tid: Den 27. april 2021 klokken 19.30-20.30.

Læs mere

Læs mere og deltag på www.nationalbiobank.dk/forskningens-doegn

Eventet er en del af Forskningens Døgn, der som en landsdækkende vidensfestival skaber mødesteder mellem forskere og borgere. Festivalen foregår hvert år i slutningen af april. I 2021 åbner festivalen fredag den 23. april og kører til og med torsdag den 29. april.