Statens Serum Institut indgår samarbejdsaftale med Sydkorea

Aftalen skal styrke og udvide udvekslingen af informationer om udvikling og produktion af vacciner mellem Sydkorea og Danmark.

Administrerende direktør på SSI, Henrik Ullum holder her aftalen op for webkameraet.

Administrerende direktør på SSI, Henrik Ullum, holder aftalen med National Institute of Infectious Diseases of Korea op for webkameraet.

Mandag blev der knyttet tættere bånd mellem Danmark og Sydkorea på vaccineområdet.

Her underskrev direktør Henrik Ullum fra Statens Serum Institut (SSI) et såkaldt Letter of Intent (en hensigtserklæring) sammen med sin sydkoreanske kollega Jang He-Chang, der er direktør for National Institute of Infectious Diseases of Korea.

På grund af coronaepidemien foregik underskrivelsesceremonien virtuelt. Det nye Letter of Intent var en opfølgning på det Memorandum Of Understanding, der i marts blev indgået mellem sundhedsministerierne i de to lande.

Formålet med aftalen er at styrke og udvide udvekslingen af informationer mellem Sydkorea og Danmark omkring udvikling og produktion af vacciner.

De to forskningsinstitutioner vil blandt andet udveksle relevante informationer for at udvikle en sikker og effektiv covid-19-vaccine – og sikre en stabil produktion og forsyning af vacciner.

”Vores vision er at omsætte vores forskning til øget forebyggelse. Den forebyggelse er lige så vigtig i dag, som den var for 100 år siden. Og den bliver endnu vigtigere fremover i vores fortsatte kamp imod nye smitsomme sygdomme som covid-19”, sagde Henrik Ullum forud for underskrivelsen.

Jang Hee-Chang fortsatte:

”Jeg håber, at Danmark og Sydkorea har taget et skridt fremad med dette gensidige samarbejde, og at det vil blive et godt eksempel på bilaterale samarbejder inden for udvikling og produktion af vacciner.”

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
 

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk