Prognoser for smittetal og indlæggelser ved scenarier for genåbning 1. marts

Selv hvis man ikke åbner yderligere, vil udviklingen i virusvariant B.1.1.7 og åbningen af 0.-4. klasse føre til let stigende smittetal og antal nyindlæggelser i midten af april. Det viser ekspertgruppens beregninger.

Billede af coronavirus 02

Indsatsgruppen har bedt ekspertgruppen for matematisk modellering af covid-19 om at komme med prognoser for smittetal, nyindlæggelser og antal indlagte ved en række forskellige genåbningsscenarier 1. marts på nationalt plan.

Beregningerne er foretaget i en såkaldt populationsmodel (SEIR model). Den tager højde for såvel udrulningen af vaccinerne fra Pfizer BioNTech, Moderna og AstraZeneca samt for udviklingen i den mere smitsomme virusvariant B.1.1.7.

Prognoser med forbehold

Ekspertgruppens prognoser løber frem til udgangen af maj måned. De er dog behæftet med betydelige usikkerheder specielt i den sidste del af perioden. Dels som følge af ukendt størrelse og starten af en eventuel sæsoneffekt. Dels på grund af eventuelle ændringer i vaccineleverancer og mulige ændringer i befolkningens adfærd, som der ikke er taget højde for i de specifikke åbningsscenarier.

Udviklingen i smittetal, antallet af nyindlæggelser og antallet af indlagte er også stærkt afhængig af kontakttallet for øvrige virusvarianter (Rref) og den relative smitterate af virusvariant B.1.1.7, som fortsat udgør en større og større andel af virusvarianterne.

For lettere at kunne sammenligne de enkelte scenarier har man derfor indført et centralt estimat for hvert scenarie per 15. april. Dette centrale estimat er taget ud fra middelværdien af referencekontakttallet (Rref) samt den mest sandsynlige relative smitterate for virusvariant B.1.1.7 (1,55 ).

Hvad viser beregningerne?

Ekspertgruppen har hele vejen regnet med et såkaldt scenarie 0, hvor man ikke åbner yderligere. Og hvor lærerne testes to gange om ugen med en antigentest.
”Selv uden genåbning vil udviklingen af virusvariant B.1.1.7 og åbningen af 0.-4. klasse føre til let stigende smittetal og nyindlæggelser i midten af april, ” siger læge Camilla Holten Møller fra ekspertgruppen.

Hvis man ud over det åbner samtlige afgangsklasser, vil det ifølge gruppens beregninger føre til markant stigende smittetal og antal nyindlæggelser i midten af april.

I rapporten indgår også scenarier for 50% fremmøde i afgangsklasserne i grundskolerne og på ungdoms- og voksenuddannelserne, samt en smittereducerende effekt ved gentagen antigentest på henholdsvis 25% og 50%.

”Vi kan se, at der er en betydelig smittereducerende effekt, når fremmødet reduceres til 50%, fordi der er mindre kontakt mellem eleverne. I scenariet hvor vi har regnet på 50% fremmøde blandt afgangselever, ser vi også at smittetallene stiger, men det vil ikke overstige det niveau, vi havde i slutningen af december”, siger Camilla Holten Møller. Hun fortsætter:

”Effekten ved løbende brug af antigentest er mere usikker. Derfor har vi regnet på forskellige følsomhedsscenarier, der viser, hvordan effekten af antigentest kan påvirke smitteudviklingen.”

Mindre effekt ved at åbne udvalgsvarebutikker og udendørs idræts- og kulturaktiviteter

Rapporten viser desuden, at lempelser i restriktionerne for udvalgsvarebutikker samt udendørs idræt og kulturaktiviteter kun har begrænset effekt for udviklingen i smittetallene og antallet af nyindlæggelser frem mod midten af april i forhold til den aktuelle åbning for skolebørn fra 0.-4. klasse.

Åbnes udvalgsvarebutikkerne vil det føre til en stigning på omkring 20%. Og lempes restriktionerne for udendørs idræt og kulturaktiviteter vil det føre til stigninger på omkring 0-2%

I tillæg til ekspertrapporten er der udgivet en tillægsrapport, hvor udviklingen i smittetal og antallet af nyindlæggelser beregnes for et samlet scenarie. I dette scenarie åbnes udvalgsvarebutikker <5000m2 og udendørs idræts- og kulturaktiviteter samtidig. I dette scenarie vil nyindlæggelser stige i størrelsesordenen 25% den 15. april, i forhold til den aktuelle åbning for skolebørn fra 0.-4. klasse.

Camilla Holten Møller

Kontakt

Camilla Holten Møller, Læge, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Epidemiologisk Infektionsberedskab
T. 32688332 @. cahm@ssi.dk Se profil