Nyt studie bekræfter: Alfa-varianten (B.1.1.7) er forbundet med større risiko for indlæggelse

Statens Serum Institut har fået publiceret et forskningsstudie i tidsskriftet Lancet Infectious Diseases. Det bekræfter, at der er større risiko for at man bliver indlagt på hospitalet, hvis man smittes med covid-19-alfavarianten.

Bemærk, denne nyhed er opdateret kl. 12.30 og erstatter nyheden publiceret kl. 11.00.

Hvis man bliver smittet med covid-19-varianten Alpha (B.1.1.7), som første gang blev påvist i Storbritannien i december, er der større risiko for at infektionen fører til hospitalsindlæggelse, end for andre varianter i januar, februar og marts 2021. Helt nøjagtigt 42% større risiko.

Sådan lyder konklusionen i et nyt studie fra Statens Serum Institut (SSI), Aalborg Universitet og det danske Covid-19 Genom Konsortium. Det er netop blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift Lancet Infectious Diseases.

Læs det nye studie her: Risk of hospitalisation associated with infection with SARS-CoV-2 lineage B.1.1.7 in Denmark: an observational cohort study

Allerede offentliggjort i februar

Konklusionen om den øgede risiko for hospitalsindlæggelser var allerede klar i sidste del af februar, da alfavarianten var nået op på at udgøre 60% af de påviste covid-19-tilfælde i Danmark.

I stedet for at vente på, at resultaterne blev offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift, valgte man derfor at sende dem til en international preprint server, så de blev offentligt tilgængelige med det samme.

På det tidspunkt indgik i alt 35.887 personer i den registerbaserede undersøgelse. De var alle testet positive for SARS-CoV-2 i perioden fra den 1. januar til den 6. februar.

Resultatet af SSI’s undersøgelse pegede i samme retning som flere rapporter fra Storbritannien i samme periode.

Undersøgt endnu flere

Siden februar er forskningsartiklen og –resultaterne blevet bedømt af fagfæller og derefter blevet antaget og publiceret i Lancet.

I denne periode blev SSI’s forskere ved med at undersøge endnu flere danske covid-19-tilfælde. Den færdige forskningsartikel dækker derfor halvanden måned længere frem fra den 1. januar til den 24. marts.

I alt endte der med at indgå 50.958 personer i det nye studie, som var testet positive for SARS-CoV-2. Fra dem lykkedes det at afdække et virusgenom for 30.572 personer. Og blandt dem var 10.544 smittet med B.1.1.7.

Man kiggede på, hvor mange af disse personer, der blev indlagt inden for en 14-dages periode efter de testede positiv. Det gjorde i alt 1.944 personer. Af dem var 571 smittet med Alfavarianten, mens 1.373 var smittet med andre varianter.

Forventninger holdt stik

Det færdige studie konkluderer, at personer, der er smittet med Alfavarianten af SARS-CoV-2 har en 42% højere risiko for at blive indlagt (sikkerhedsinterval 25%-60%).

”Vi har nu kunnet gennemkøre vores analyser med endnu flere personer på et tidspunkt, hvor 95% af de covid-19-smittede i Danmark var smittet med alfavarianten, som på det tidspunkt altså havde taget næsten helt over. Studiet tydeliggør hvor værdifulde danske covid-19-data er også i international sammenhæng, fordi vi har en høj test- og sekvenseringsrate per indbygger og detaljerede sundhedsdata. Det betyder at vi kan udføre epidemiologiske analyser af høj kvalitet, der kan understøtte vores risikovurdering,” siger SSI’s faglige direktør Tyra Grove Krause og fortsætter: 

”Med de opdaterede analyser er resultatet endnu mere præcist. Heldigvis kunne vi på trods af at Alfavarianten ville medføre flere indlæggelser forebygge belastning af sundhedsvæsenet i foråret ved, at vi fik trykket smittetallene så langt ned i januar måned.”

Læs mere

Læs det nye studie her: Risk of hospitalisation associated with infection with SARS-CoV-2 lineage B.1.1.7 in Denmark: an observational cohort study

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI