Konfirmatorisk PCR-test er nu en del af den ugentlige overvågning af covid-19

Fra i dag vil SSI ugentligt udgive en figur og tabel om konfirmatoriske PCR-tests. Opgørelser af disse tests giver et mere retvisende billede af smitteudbredelsen med covid-19. Samtidigt giver tallene indblik i kvaliteten af antigentests.

Hvis du får resultatet ’positiv’, efter at du har fået taget en antigentest (også kaldet kviktest), anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du får taget en konfirmatorisk PCR-test samme dag eller dagen efter antigentesten. Konfirmatorisk betyder, at PCR-testen skal be- eller afkræfte resultatet fra antigentesten.

Og der er flere grunde til, at det giver mening at konfirmere en antigentest. For det første kan en antigentest give et falsk positivt resultat, og det er derfor vigtigt at få kontrolleret, om man rent faktisk er smittet med covid-19 ved at få foretaget en konfirmatorisk PCR-test samme dag eller dagen efter antigentesten. Det samme gør sig gældende, hvis man oplever symptomer, men bliver testet negativ med en antigentest.

For det andet er resultaterne fra de konfirmatoriske PCR-tests med til at forbedre overvågningen af covid-19. På den måde skaber vi et tydeligere billede af udbredelsen af covid-19, og samtidig får vi et indblik i kvaliteten af antigentests.

Andelen af personer, der efter et positivt svar på antigentest får foretaget en konfirmatorisk PCR-test, har været stigende i flere måneder. I denne uge ligger andelen på hele 91,9 procent.

Hver fredag klokken 14 udgives oversigten over resultater af antigentests samt konfirmatoriske PCR-tests her.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
 

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk