Farvel og stor tak til Kåre Mølbak

I dag sagde Statens Serum Institut farvel til en af instituttets helt store figurer. I en kombination af symposium og afskedsreception blev Kåre Mølbak fejret af kollegaer og fagfæller. Direktør Henrik Ullum, og mange andre, hyldede Kåre Mølbaks lange og imponerede karriere, og også statsministeren sendte en stor tak for indsatsen.

Kaare til afskedsreception

Kåre Mølbak satte første gang sine ben på Statens Serum Instituts arealer som medicinstuderende for næsten 40 år siden. Siden har han i den grad sat sit præg på Danmarks store beredskabs- og forskningsinstitution.

Her er han gået fra at være ulønnet, videnskabelig studenterforsker til at være faglig direktør - i spidsen for den danske indsats mod coronapandemien.

I dag bliver der sagt farvel og tak for den store indsats med et symposium, hvor fagfæller gennemgår det store faglige aftryk, som Mølbak efterlader. Og siden et mere personligt farvel med afskedsreception, hvor hovedpersonen selv siger farvel med musik, som del af husbandet Zerotypes.

Hyldet for sin store indsats

”Det allervigtigste ord, jeg gerne vil sige til dig i dag, det er tak! Tak, for en formidabel indsats for hele Danmark igennem det, der skulle vise sig at blive den værste og største krise siden anden verdenskrig.”

”Jeg kan uden at overdrive sige, at det er dig og din indsats, der er en meget stor del af forklaringen på, at Danmark har klaret sig så godt igennem det her, som vi har”.

Sådan lød det blandt andet fra statsminister Mette Frederiksen, der havde sendt en videotale til Kåre Mølbak, der indgik som overraskelse i SSIs direktør, Henrik Ullums tale.

En tale, der i samme stil fremhævede en lang og imponerende karriere på Statens Serum Institut, og ikke mindst de spor, som den afgåede fagdirektør efterlader.

”Internt på SSI har du været en stor inspirationskilde. Både din faglighed, mangeårige erfaring og visionære tilgang har – kan jeg godt sige efter et halvt år på SSI – sat varige spor på instituttet og fx også betydet, at vi nu er et One Health institut. Det er en beredskabs- og forskningsmæssig tilgang, som også er blevet stærkt aktualiseret under covid-19. Derfor har vi også i dag mange højtkvalificerede og dygtige medarbejdere, der kan løfte arven efter dig…,” lød det blandt andet fra Henrik Ullum.

Også et farvel til idemanden Kåre Mølbak

SSI har i dag har sagt farvel til en af institutionens helt store figurer i moderne tid. Med sin ledelse under pandemien de seneste år, blev han et af myndighedernes velkendte ansigter for alle danskere. En opgave han løste med stor saglighed, som repræsentant for SSI. Men Kåre Mølbaks format skal også måles på hans rolle som idemand, hvis visionære påfund vil blive savnet.

Ideerne bag Testcenter Danmark, og bag den store sundhedsdatabase MiBa, - der leder strømmen af data om covid-19, - og rigtig mange andre store ideer, har således haft sit udspring Kåre Mølbaks hoved.

Ligesom han har været brobygger, som en bærende kraft i at samle den humane sundhed og det veterinære i et One Health Institut, og den ”våde” mikrobiologi med det ”tørre” epidemiologiske beredskab.

Henrik Ullum fremhævede da også, den store glæde det er, at Kåre Mølbak også fremadrettet forbliver tilknyttet SSI, i en rolle som faglig vejleder og konsulent.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
 

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk