Der er fortsat høj vaccineeffektivitet for covid-19-vaccinerne

Et nyt notat fra Statens Serum Institut viser, at covid-19-vacinerne fra Pfizer, Moderna og AstraZeneca giver rigtig god beskyttelse mod at blive indlagt på hospitalet.

Billede af person der får covid-vaccine

De vacciner, som danskerne bliver vaccineret med imod SARS-CoV-2, er fortsat meget effektive – også imod deltavarianten. Det gælder både med hensyn til at få påvist smitte med SARS-CoV-2 og i forhold til at blive indlagt, hvis man bliver smittet.

Det viser et nyt notat, som Statens Serum Institut (SSI) netop har offentliggjort.

Inkluderer over 2.000 gennembrudsinfektioner

SSI’s analyse er baseret på data fra den 1. marts til den 3. august. Det vil sige den periode hen over foråret og sommeren, hvor deltavarianten af SARS-CoV-2 er blevet den dominerende variant i stedet for alfavarianten.

Analysen dækker blandt andet over 693 tilfælde, hvor personer er blevet smittet med alfavarianten, selv om de er fuldt vaccineret, og 1.404 tilfælde med deltavarianten. Det vil sige har fået gennembrudsinfektioner.

Blandt disse personer har man set 57 tilfælde, hvor en person er blevet smittet og indlagt med alfavarianten. Og yderligere 33 tilfælde, hvor en person er blevet smittet og indlagt med deltavarianten. Også her drejer det sig om personer, der er fuldt vaccinerede.

Høj beskyttelse mod indlæggelse

Hvis man ser på, hvor effektivt vaccinerne beskytter folk mod at blive indlagt, giver vaccinerne en beskyttelse på henholdsvis 86% (Pfizer) og 97% (Moderna) over for alfavarianten.

De tilsvarende tal for deltavarianten er 94% (Pfizer) og 97% (Moderna).

Beskyttelse mod infektion

SSI’s tal viser desuden, at vaccinerne giver en beskyttelse mod alfavarianten på 81% (Pfizer), 96% (Moderna) og 93% (AstraZeneca*) i forhold til at blive testet positiv for infektionen ved en PCR-test).

For deltavarianten er tallene lidt lavere. Her ligger de på 79% (Pfizer), 88% (Moderna) og 74% (AstraZeneca*).

Grunden til at beskyttelsen ikke er helt så høj mod infektion som i de oprindelige studier, der lå til grund for godkendelsen, kan blandt andet skyldes, at der også indgår infektioner blandt personer uden symptomer i denne opgørelse.

Risiko for smitte trods vaccine

”I disse foreløbige analyser ser vi, at vaccinerne giver en ret høj beskyttelse mod at blive smittet med både alfa- og deltavarianten. Samtidig viser analysen, at beskyttelsen imod at blive indlagt er endnu bedre”, siger SSI’s konstituerede faglige direktør Tyra Grove Krause. Hun fortsætter:

”Selvom vaccinerne beskytter rigtigt godt mod alvorlig sygdom, kan man alligevel godt blive smittet selvom man er vaccineret. Derfor er det vigtigt at blive testet med en PCR-test, hvis man får symptomer eller er tæt kontakt til én der er smittet. Også selvom man har fået to stik.”

Læs mere

Du kan se SSI’s notat her.

*Vaccinen er givet med enten Comirnaty eller Spikevax som 2. dosis.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI