De 75-79-årige er nu en del af Statens Serum Instituts daglige overvågning af covid-19 vaccination

I sidste uge fik målgruppe 8 (de 75-79 årige) invitation til covid-19 vaccinationsprogrammet. Nu er det muligt at følge denne gruppes tilslutning i Statens Serum Instituts daglige overvågning af covid-19 vaccination. Over 14,3% af alle danskere har fået det første stik. 7,4% er færdigvaccinerede.

Billede af injektionssprøjte til vaccination 01

Statens Serum Institut overvåger dag for dag vaccinationsindsatsen mod covid-19.

Overvågningen består af et landsdækkende, interaktivt dashboard samt en tillægsrapport. Her bliver Sundhedsstyrelsens prioriterede målgrupper gjort op, efterhånden som de inkluderes i vaccinationsprogrammet.

Endnu en gruppe føjes til overvågningen

De seneste uger er både målgruppe 6 og 7 blevet føjet til den daglige tillægsrapport. Nu inkluderes også målgruppe 8: Personer på 75-79 år.

”Især alder er en risikofaktor for et alvorligere forløb med covid-19. Derfor er det dejligt, at indsatsen fortsætter, og vi nu inkluderer endnu en målgruppe i overvågningen. 29% af de 75-79-årige er allerede blevet vaccineret første gang. Og 1% er færdigvaccineret”, siger konstitueret afdelingschef Palle Valentiner-Branth fra SSI.

Høj tilslutning blandt de mest udsatte

Andelen af vaccinerede danskere i de forskellige målgrupper er fortsat stigende.

Vaccinationstilslutningen mod covid-19 er høj for plejehjemsbeboere (gruppe 1), 65+ årige, der modtager praktisk hjælp og personlig pleje (gruppe 2) samt 85+ årige (gruppe 3). Her er henholdsvis 94%, 87% og 93% gået i gang med vaccination. Og 90%, 77% og 88% er færdigvaccinerede.

”Tilslutningen er høj hos de mest udsatte grupper. Vi håber derfor på, at vi også får en høj tilslutning i de nyligt inkluderede målgrupper”, siger Palle Valentiner-Branth.

Også stor tilslutning i de øvrige grupper

Indtil videre er 62% af social- og sundhedspersonalet (gruppe 4), 84% blandt de udvalgte personer i særlig øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19 (gruppe 5), 24% af de udvalgte pårørende til personer i særligt øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19 (gruppe 6) samt 79% af de 80-84 årige (gruppe 7) begyndt på vaccination mod covid-19. Her er henholdsvis 26%, 56%, 11% og 3% færdigvaccineret.

Her kommer tallene fra

Ligesom SSI’s normale overvågning af vaccinationer i Danmark sker overvågningen via Det Danske Vaccinationsregister (DDV). Her kan SSI følge med i, hvor mange personer der har fået første og anden dosis af vaccinen mod covid-19.

Læs mere

Du kan se mere om SSI’s overvågning af covid-19 på covid19.ssi.dk/overvagningsdata.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
 

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk