B.1.1.7 kan føre til flere indlæggelser

Som forudset af matematiske modelberegninger har B.1.1.7 nu fået overtaget, som den mest udbredte variant i Danmark. Nu viser resultater af en dansk undersøgelse, at B.1.1.7 også ser ud til at medføre 64% større risiko for indlæggelser (95% sikkerhedsinterval 32-104%).

B.1.1.7 Tabel 01

Grundet større smitsomhed har andelen af smittede med B.1.1.7 varianten har været støt voksende og er i dag dominerende i Danmark.

Der er god grund til at tage virusvarianten B.1.1.7 alvorligt. Beregninger over varianten foretaget af ekspertgruppen for matematisk modellering ved Statens Serum Institut (SSI) har siden årsskiftet forudset, at en understrøm af smitte med den mere smitsomme variant ville overtage og drive epidemien i Danmark i løbet af februar.

De forudsigelser har vist sig at holde stik. Andelen af personer smittet med B.1.1.7 steg fra 4% i starten af januar til 45% i 2. uge af februar,. Og B.1.1.7 står nu for over 60% af den samlede smitte.

Nu viser resultater af en registerbaseret undersøgelse, som SSI har foretaget, at personer, der er smittet med B.1.1.7 har en estimeret øget risiko for indlæggelse i forhold til personer smittet med andre SARS-CoV-2 virusvarianter på 64% (95% sikkerhedsinterval 32-104%).

”Vi kender ikke forklaringen på, at B.1.1.7 øger risikoen for at blive indlagt. Men vores tal peger i samme retning som flere andre undersøgelser fra Storbritannien, der viser, at B.1.1.7 kan have mere alvorlige forløb” siger Tyra Grove Krause, konstitueret faglig direktør på SSI.

Resultater stemmer med britiske studier

Den 11. februar offentliggjorde de Britiske myndigheder en rapport, med opsummering af data fra flere studier, der peger på, at infektion med B.1.1.7 kan føre til mere alvorlig sygdom i forhold til andre SARS-CoV-2 virusvarianter.

”Det er vigtigt at understrege, at SARS-CoV-2, herunder B.1.1.7, i langt de fleste tilfælde giver milde forløb. I undersøgelsen var det 6% af tilfældene med B.1.1.7, der blev indlagt. Men hvis risikoen for indlæggelse er større for B.1.1.7, kan hospitaler lettere blive overbelastet, når B.1.1.7 spredes mere.” siger Tyra Grove Krause.

Vacciner vurderes effektive

I alt indgik 35.887 personer, der testede positive for SARS-CoV-2 i perioden fra 1. januar til 6. februar, i undersøgelsen. Prøver fra 23,057 (64%) personer blev helgenom sekventeret. Her lykkedes det at afdække et virusgenom for 18.499 (80%). Blandt disse var 2.155 (12%) smittet med B.1.1.7.

I alt blev 128 ud af 2.155 B.1.1.7 tilfælde indlagt. Personer smittet med B.1.1.7 havde en øget risiko for indlæggelse på 64% (95% sikkerhedsinterval 32%-104%) i forhold til dem, der var smittet med andre virusvarianter, når man tog højde for forskelle i alder og tidspunkt for prøvetagning for B.1.1.7 tilfælde og tilfælde med andre varianter samt en række andre faktorer.

”Resultaterne understreger, at vi stadigt skal være opmærksomme på at forebygge smitte med SARS-CoV-2 generelt i samfundet, indtil vi får udbredt vaccinerne til flere i løbet af de kommende måneder. Heldigvis vurderer de internationale sundhedsmyndigheder, at de nuværende COVID-19 vacciner er effektive overfor B.1.1.7”, siger Tyra Grove Krause.

Den danske undersøgelser er i dag blevet indsendt til en international preprint server. Det betyder, at undersøgelsen endnu ikke er bedømt af fagfæller i peer-review eller antaget i et videnskabeligt tidsskrift, men at artiklen i mellemtiden vil blive offentligt tilgængelig inden for et par dage.

Se preprint-versionen af artiklen

Tyra Grove Krause

Kontakt

Tyra Grove Krause, Faglig direktør, Epidemiologisk Infek.bered-Ledelse stab / Epidemiologisk Infektionsberedskab
T. 32688613 @. tgv@ssi.dk Se profil