Smitte med ny coronavirus afkræftet

Beredskabet kørte helt efter bogen, da en prøve fra en patient indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby blev testet negativ hos Statens Serum Institut

SSI 01

Statens Serum Institut (SSI) kunne i aftes afkræfte diagnosen 2019 nCoV hos en patient, der netop var vendt hjem fra Wuhan med feber og hoste og efterfølgende var blevet indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

”Vi havde et prøvesvar klar inden for få timer efter, at vi havde modtaget prøven fra Skejby. Det er helt afgørende hurtigt at kunne be- eller afkræfte diagnosen for mistænkte tilfælde, når man skal inddæmme et sygdomsudbrud” siger SSI’s faglige direktør Kåre Mølbak.

I forbindelse med SARS udbruddet i 2002-2003, tog det flere måneder før man havde en diagnostisk test til at stille diagnosen. I forbindelse med det pågående udbrud i Kina, der blev opdaget ved årsskiftet, havde SSI imidlertid allerede en test klar nogle dage efter, at hele det nye coronavirus’ arvemateriale  var blevet afdækket og offentliggjort d. 12. januar.

”Der er selvfølgelig altid rart at se at beredskabet kører helt efter bogen, selvom vi selvfølgelig har øvet det over flere omgange i forbindelse med andre sygdomsudbrud", siger afdelingschef Tyra Grove Krause fra SSI.

Læs mere om coronavirus-udbrudet

Tyra Grove Krause

Kontakt

Tyra Grove Krause, Afdelingschef, Infektionsepidemiologi & Forebyggelse
T. 32688613 @. tgv@ssi.dk Se profil