Sådan undgår du, at coronavirus smitter via dine hænder

Håndsprit slår virus ihjel, men det er tilstrækkeligt at vaske hænder og dermed fjerne virus og snavs, siger overlæge fra Statens Serum Institut, der også fraråder, at man selv forsøger at fremstille håndsprit

Vaske hænder

Der tales meget om håndhygiejne og håndsprit i disse dage i forbindelse med at forhindre coronavirus i at brede sig.

Coronavirus smitter via dine hænder. Derfor er det vigtigt, at du mindsker risikoen for, at du bærer virus på dine hænder. Coronavirus overlever dårligt uden for kroppen, og håndvask er en effektiv måde at fjerne virus på.

”Håndvask med vand og sæbe betyder, at du mekanisk fjerner virus og snavs, og ved at skylle med vand fortynder og fjerner du virusholdigt materiale, og du fjerner det snavs, som virus kunne have overlevet i”
Hygiejneoverlæge Brian Kristensen fra Statens Serum Institut (SSI)

Ingen grund til at producere sin egen håndsprit

Håndsprit slår virus ihjel, men håndvask er tilstrækkeligt. Håndsprit er et vigtigt arbejdsredskab på landets sygehuse og andre dele af sundhedssektoren, herunder hjemmeplejen og plejehjem.

”Det er i sundhedssektoren, at der især skal være mulighed for at bruge håndsprit. WHO har udgivet en guide om fremstilling af håndsprit, hvor det anbefales, at fremstillingen sker på et apotek. På den måde sikres det, at fremstillingen sker på betryggende vis.
Der er derfor ingen grund til at lege den lille kemiker og selv forsøge at producere håndsprit. Håndvask er fuldt tilstrækkelig”
Hygiejneoverlæge Brian Kristensen

Se videoen: Sådan vasker du hænder

Screendump fra video: Sådan vasker du hænder