Hvor mange danskere bliver vaccineret mod covid-19?

På SSI’s hjemmeside kan du nu se, hvor stor en andel af den danske befolkning der er vaccineret mod covid-19.

Vaccination mod covid-19 begyndte d. 27. december 2020 i Danmark. Statens Serum Institut (SSI) lancerer derfor overvågning af covid-19-vaccination på overvågningssiden for covid-19.

For den – indtil nu – eneste godkendte vaccine fra Pfizer-BioNTech kræver det to vaccinationer, før man får den fulde effekt af vaccinen, og dermed er i langt mindre risiko for at blive syg af den virus (SARS-CoV-2), der er skyld i covid-19.

På covid19.ssi.dk kan man nu følge med i, hvor mange danskere der bliver vaccineret pr. dag med både den første og anden vaccination, og hvor stor en andel af befolkningen, der er beskyttet af vaccination. Det er også muligt at se antal vaccinerede pr. region.

Overvågningen sker via Det Danske Vaccinationsregister (DDV), hvor SSI kan følge med i, hvor mange personer der har påbegyndt et vaccinationsforløb mod covid-19. Og hvor mange der har fået begge vaccinationer, og dermed er fuldt vaccinerede.

Det er data, som blandt andet er helt afgørende for at vurdere, hvor godt befolkningen er beskyttet mod covid-19. Disse data er endnu en brik i at vurdere status for de forebyggende tiltag, der sættes i gang mod covid-19-epidemien i Danmark.

Efterhånden som flere vacciner bliver godkendt, vil disse indgå i overvågningen på samme måde.

Du kan se mere om SSI’s overvågning af epidemien på https://covid19.ssi.dk/overvagningsdata.