Graviditet beskytter mod livmoderkræft uanset graviditetslængden

Uanset hvor lang tid, at en graviditet varer, reducerer den kvindens risiko for at få livmoderkræft. Det viser et nyt studie fra Statens Serum Institut.

Gravid kvinde

Der sker mange ting i en kvindes krop, når hun er gravid – også helbredsmæssige. I lang tid har forskerne således vidst, at en graviditet der ender i en fødsel er forbundet med en nedsat risiko for, at kvinden får livmoderkræft senere i livet.

Nu viser et nyt forskningsstudie fra Statens Serum Institut (SSI), at risikoen reduceres uanset hvor længe, at graviditeten varer. Og uanset, om graviditeten ender med en provokeret abort eller et levende barn.

Studiet er netop blevet offentliggjort i det internationalt velanskrevne tidsskrift The BMJ (The British Medical Journal).

Fulgte 2,3 millioner kvinder

Livmoderkræft – der ikke må forveksles med livmoderhalskræft – rammer hvert år omkring 800 danske kvinder. Heraf dør omkring 15%.

Forskerne fra SSI satte sig derfor for at undersøge, hvornår i graviditeten den beskyttende effekt mod livmoderkræft opstår.

Til det formål gennemførte de et såkaldt registerstudie, hvor de kombinerede fakta fra danske sundhedsregistrer, heriblandt Abortregisteret, Medicinsk Fødselsregister og Cancerregisteret.
I alt omfattede SSI’s studie lidt over 2,3 millioner kvinder, der blev fuldt i gennemsnitligt 25 år. I alt havde disse kvinder lidt over 3,9 millioner graviditeter. Heraf endte cirka 670.000 med induceret abort, mens næsten 3,3 endte med en fødsel. I alt 6.743 af kvinderne fik livmoderkræft.

Graviditet forbundet med en beskyttende effekt

Ved at sammenstille tallene kunne forskerne se, at graviditet er forbundet med nedsat risiko for livmoderkræft.

”Vi kunne også se, at den beskyttende effekt er til stede, uanset om kvinden får en provokeret abort efter 4 uger eller føder et barn efter 40 uger”, siger læge Anders Husby fra SSI, der står bag det nye studie.

Pilen peger på progesteron

Men hvad er det, der nøjagtigt sker i kvindens krop? Her har forskerne flere hypoteser:

”Enten opstår den beskyttende effekt meget tidligt i graviditeten. Eller også er det selve kvindens evne til at blive gravid, der er en markør for hendes risiko for at få livmoderkræft”, siger Anders Husby.

Andre studier tyder imidlertid på, at graviditeter beskytter lige meget mod livmoderkræft, uanset hvor svært det har været for kvinden at blive gravid. På samme måde har den tidsmæssige afstand mellem en kvindes graviditeter ikke indflydelse på risikoen.

”Dermed er vi tilbage ved den første hypotese om, at den beskyttende effekt sker meget tidligt i graviditeten. Vi tror derfor, at det hænger sammen med mængden af graviditetshormonet progesteron, som stiger markant i kvindens krop, lige når hun bliver gravid. Dette understøttes af et norsk studie fra 2018, der viste, at kvinder der havde brugt en spiral med progesteron, havde markant reduceret risiko for at få livmoderkræft”, siger Anders Husby.

Kan hjælpe kvinder med øget risiko

SSI’s studie åbner for flere perspektiver: ”For det første øger det vores forståelse omkring livmoderkræft og risikoen for at få denne kræftform”, siger professor Mads Melbye fra SSI, der også står bag det nye studie. Han tilføjer: ”Hvis vi kan aflure den mekanisme, som nedsætter den gravide kvindes risiko for at udvikle livmoderkræft, kan vi potentielt bruge denne viden i en forebyggende indsats overfor kræftsygdommen”, slutter Mads Melbye.  

Læs artiklen i British Medical Journal her.

Kontakt

Anders Husby, læge, ph.d.
Telefon: 27211219
Mail: andh@ssi.dk

Mads Melbye, direktør og faglig chef
Telefon: 32683163
Mail: mme@ssi.dk 

Mads Melbye

Kontakt

Mads Melbye, Direktør, Direktionen / Statens Serum Institut
T. 32683163 @. mme@ssi.dk Se profil