Baby med mæslinger er smittet med præcis den samme virus

Dermed er det 10-måneder gamle barn fra Køge-området med overvejende sandsynlighed en del af samme smittekæde som de øvrige smittede i det aktuelle mæslingeudbrud. Man ved dog endnu ikke, hvordan barnet er blevet smittet.

Maeslinger 01

I går meddelte Styrelsen for Patientsikkerhed, at der var konstateret mæslinger hos et 10 måneder gammelt barn fra Køge-området.

Statens Serum Institut har nu genotypet mæslingevirus fra det pågældende barn. Testen viser, at det er smittet med præcis samme virus, som de øvrige fem tilfælde i det aktuelle mæslingeudbrud.

”Det betyder, at barnet med overvejende sandsynlighed er en del af den samme smittekæde, selv om vi endnu ikke ved, hvordan det er blevet smittet, siger sektionsleder Palle Valentiner-Branth fra SSI’s afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.

Det nye tilfælde giver ikke anledning til, at Sundhedsstyrelsen ændrer sine anbefalinger om vaccination tidligere end 15-månedersalderen, hvor den første dosis MFR-vaccine gives i det danske børnevaccinationsprogram. Dette skyldes, at mæslinger på trods af de seneste enkelte tilfælde er en meget sjælden sygdom i Danmark, og at risikoen for at blive smittet generelt er lille.

Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring mæslinger.

Se SSI's overvågningsdata for mæslinger i Danmark.

Palle Valentiner-Branth

Kontakt

Palle Valentiner-Branth, Sektionsleder, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Vaccineforebyggelige sygdomme
T. 32683269 @. pvb@ssi.dk Se profil