World AIDS Day 2019

Den 1. december afvikles der World Aids Day for 31. gang. Denne gang under temaet ”Fællesskaber gør forskellen”.

World AIDS Day 2019

Søndag den 1. december begynder julemåneden. Men det er også den dag, organisationer, foreninger og enkeltpersoner verden over markerer, at det er World AIDS Day (WAD).

Sådan har det været siden 1. december 1988, og i år har kampagnen fokus på fællesskaber under temaet ”Communities make the difference”. Her stiller man skarpt på den rolle, som fællesskaber spiller, både hvad angår forebyggelsen af hiv og støtte til de hiv-positive.

"De enkelte fællesskaber yder et uvurderligt bidrag til kampen mod hiv. Fællesskaber af mennesker, der lever med hiv. Nøglepopulationer som homoseksuelle mænd og andre mænd, der har sex med mænd. Mennesker, der bruger narkotika, sexarbejdere, transpersoner m.fl. Fællesskaberne er med til at forsvare menneskerettigheder, og med til at folk kan støtte hinanden. På den måde er fællesskaberne både livsnerven i en effektivt hiv-bekæmpelse og en vigtig støtte", lyder det fra FN’s hiv-/aids-program UNAIDS, der står bag WAD.

Vigtig besked: Velbehandlede hiv-positive smitter ikke

I Danmark er det fortsat mænd, der har sex med mænd (MSM), der hyppigst smittes med hiv.

”Selvom der lader til at være et fald i antallet af nye hiv-infektioner i denne gruppe, ikke mindst på grund af nyere forebyggelsesmetoder, er der stadig lang vej at gå, før hiv-smitte blandt MSM er en saga blot.”
Sektionsleder Susan Cowan, SSI
Der er ellers nok af veje at gå i kampen mod hiv. I Danmark har vi således både mulighed for effektiv forebyggelse, hyppig og gratis hiv-testning og mulighed for gratis og virksom behandling hurtigt efter diagnosen.

Når ikke alle MSM benytter sig af disse muligheder, skyldes det ifølge Susan Cowan blandt andet de store stigma, der stadig omgærder hiv og hiv-smittede.

”Derfor er et stort ønske, at såvel fællesskaber blandt MSM som i almenbefolkningen aktivt vil modarbejde dette stigma, som blandt andet udspringer af ubegrundet angst for hiv-positive. Her er den vigtigste besked, at velbehandlede hiv-positive ikke smitter. Heller ikke ved ubeskyttet sex.”
Susan Cowan 

Fakta fra UNAIDS

  • På verdensplan lever cirka 40 millioner mennesker med hiv. Heraf ved cirka 8 millioner ikke, at de er smittet. 
  • I 2018 blev cirka 1,7 millioner mennesker smittet med hiv. 
  • I alt er 32. millioner mennesker døde af hiv-relateret sygdom siden epidemien begyndte. 
  • Under 1 million døde af hiv-relateret sygdom i 2018.

Fakta om hiv-kaskaden

Hiv-kaskaden på verdensplan og i Danmark, 2018

Hiv-kaskaden beskriver i flere trin, hvordan det går med at opnå WHO’s verdensmål i forhold til diagnostik og behandling af hiv. Det foreløbige mål (for 2020) er 90% for hvert af trinene. Som det ses i figuren, har Danmark nået alle tre mål.

De tre trin i hiv-kaskaden er:

  1. Andelen af personer, der lever med hiv, som har fået diagnosen (altså ved, at de har hiv). 
  2. Andelen af de personer, der er diagnosticeret med hiv, som modtager hiv-behandling. 
  3. Andelen af de personer, der modtager hiv-behandling, som er velbehandlede (og altså ikke kan smitte videre). 
For flere oplysninger om hiv i Danmark se EPI-NYT uge 44/19.