Listeriaudbrud forårsaget af koldrøgede fiskeprodukter fra Estland

Importerede, koldrøgede fiskeprodukter er kilden til et langvarigt listeriaudbrud, som siden 2016 har gjort ni syge. Det viser udbrudseftersporing fra Statens Serum Institut, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. Mistænkte koldrøgede fiskeprodukter er nu tilbagekaldt fra to danske butikskæder

Røget laks

Et langvarigt listeriaudbrud er blevet opklaret af Statens Serum Institut (SSI), Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. Sygdomsudbruddet omfatter ni personer, der siden 2016 er blevet syge med den samme type listeria, heraf to personer i 2019. Det drejer sig om fire kvinder og fem mænd i alderen 52-90 år.

Alle patienterne i sygdomsudbruddet havde alvorlige sygdomme, som gjorde dem sårbare overfor listeria. På baggrund af interviews med patienter og efter fund af listeria i prøver udtaget hos den danske importør, er smittekilden udpeget til at være koldrøgede ørred- og lakseprodukter produceret i Estland. Produkterne er solgt i Danmark gennem to danske supermarkedskæder; Salling Group og Dagrofa.

Produkterne er nu tilbagekaldt, og Fødevarestyrelsen anbefaler, at de kasseres eller leveres tilbage til butikken, hvor de er købt. Læs mere om produkterne her:

Tilbagekald af Listeria i røget ørred Dagrofa

Tilbagekald af Listeria i røget ørred Food With You

Der er tidligere set langvarige sygdomsudbrud forårsaget af listeria i koldrøget fisk, hvor bakterierne pga. mangelfuld rengøring hos en virksomhed har kunnet gemme sig og flere gange over en årrække smitte forbrugere.

Se overvågningsdata for listeria i Danmark.

Forholdsregler hvis man har spist det tilbagekaldte koldrøgede fiskeprodukter

Man er kun i risiko for at blive alvorligt syg med listeria, hvis man er ældre, har svækket immunsystem på grund af alvorlig sygdom eller er gravid. Selvom man har spist nogle af de produkter, der nu er trukket tilbage på grund af listeria-fundet, er risikoen for, at man bliver syg, meget lille.

Man bør kun kontakte læge ved symptomer på sygdom. Symptomerne omfatter høj feber, kulderystelser, muskelømhed og påvirket almentilstand; nakke-/rygstivhed eller ændret bevidsthedsniveau.

Alvorlig listeriainfektion kan give blodforgiftning eller hjernehindebetændelse. Hos gravide kan infektion med listeria medføre abort eller dødfødsel.

Luise Müller

Kontakt

Luise Müller, Epidemiolog, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Sygdomsudbrud
T. 32688590 @. lum@ssi.dk Se profil