Udbrud af hepatitis A i DK og fem andre lande i Europa

Statens Serum Institut efterforsker lige nu et udbrud med smitsom leverbetændelse forårsaget af hepatitis A-virus. Det omfatter indtil videre 42 patienter i seks forskellige lande i Europa.

Statens Serum Institut efterforsker lige nu et udbrud med smitsom leverbetændelse forårsaget af hepatitis A-virus. Det omfatter indtil videre 42 patienter i seks forskellige lande i Europa.

Der er et nyt udbrud af smitsom leverbetændelse i gang i Danmark og fem andre lande i Europa. I Danmark er ni patienter indtil videre blevet syge med den samme type hepatitis A-virus fra januar til april 2018. Det drejer sig om fem kvinder og fire mænd i alderen 8-72 år. De fleste bor på Sjælland, men enkelte patienter bor på Fyn og i Jylland. Syv af dem har været indlagt på hospitalet. Bortset fra én patient, der har rejst til Marokko, formoder man, at de alle er smittet i Danmark.

Internationalt omfatter udbruddet 42 patienter. Udover Danmark melder Holland, Frankrig, Tyskland, Spanien og Storbritannien om patienter. De er dels smittet i eget land og dels smittet på rejse til Marokko. Hepatitis A smitter især via mad eller drikkevand, der er blevet forurenet med virus fra menneskelig afføring. Der er tidligere set fødevarebårne udbrud med hepatitis A i Europa, hvor smittekilden blandt andet har været friske bær, frosne bær og skaldyr.

”Det nye udbrud er ikke en del af det store udbrud med dadler, som tidligere på året gjorde 31 danskere syge. Kilden til udbruddet er endnu ikke fundet, men vi leder efter en fødevare, der har været solgt i flere lande i Europa”
Epidemiolog Luise Müller, Statens Serum Institut

Da kilden til udbruddet endnu ikke er fundet, opfordres til generel god hånd- og køkkenhygiejne. Der opfordres også til at skylle friske bær, frugter og grøntsager grundigt inden man spiser dem for at undgå smitte med hepatitis A. Fødevarestyrelsen anbefaler endvidere at koge frosne bær i ét minut, inden man bruger dem i for eksempel smoothies, kager og desserter, som ikke bliver opvarmet.

De fleste hepatitis A-tilfælde har et mildt forløb med ukarakteristiske symptomer som feber, kvalme, mavesmerter og diarre. De fleste børn under fem år får ingen symptomer, mens langt de fleste voksne vil udvikle typiske symptomer på leverbetændelse. Det er gulfarvning af huden og det hvide i øjnene, samt mørkfarvning af urinen og lys afføring.

Læger opfordres til at være opmærksomme på at undersøge patienter med relevante symptomer på hepatitis A. Derudover bør den behandlende læge uden unødig forsinkelse anmelde kliniske tilfælde af hepatitis A. Endelig opfordres alle laboratorier til at sende alle HAV-IgM-positive prøver til virustypning på SSI.

Koordinering af efterforskningen sker i regi af Den Centrale Udbrudsgruppe, som består af repræsentanter fra Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen.

En vurdering af udbruddet fra ECDC kan findes her.

Luise Müller

Kontakt

Luise Müller , Epidemiolog , Fødevare- og vandbårne sygd. og zoonoser
T. 32688590 @. lum@ssi.dk Se profil