København bliver verdens influenzacentrum i denne uge

København er vært for WHO’s og ECDC’s årlige influenzamøde. Her har Statens Serum Institut i år fået ekstra meget plads.

FN København 01

Influenzaen rammer København i denne uge. Det sker når forskere fra Europa og resten af verden samles onsdag til fredag til WHO’s og ECDC’s årlige influenzaovervågningsmøde.

På mødet gør man status over den just overståede influenzasæson i Europa, udveksler erfaringer og forbereder sig på den næste sæson.

I år falder mødet sammen med 100-året for Den Spanske Syge, hvor en særlig ondartet influenza dræbte millioner af mennesker. Derfor er mødet større, end det plejer at være. Og som anerkendelse for den indsats, som Danmark har gjort med hensyn til influenzaovervågningen, har man givet mere plads til danske indlæg end ellers. 

SSI får deres egen session på mødet

Derfor er SSI torsdag værter for deres helt egen session. Den varer halvanden time, og her vil fem af SSIs forskere på hver deres vis sætte fokus på influenza ud fra et dansk perspektiv.

Overlæge Thea Kølsen Fischer lægger for med et indlæg om de strategiske tanker, vi har gjort os her i landet. Dels hvad angår overvågningen, dels hvordan vi bruger de data, vi indsamler.

Efter det taler forsker Ramona Trebbien mere detaljeret om den konkrete teknologi og de målemetoder, vi bruger i overvågningen.

Afdelingschef Tyra Grove Krauses indlæg handler om, hvordan vi kombinerer data fra flere kilder i overvågningen. Og videnskabelig medarbejder Ditte Mølgaard Thomsen taler om de spændende resultater af et nyt projekt, hvor man har målt effekten af at influenzavaccinere gravide.

Til slut vil akademisk medarbejder Hanne-Dorthe Emborg sætte fokus på, hvor længe influenzavaccinerne virker i forskellige personer.

10-året for europæisk overvågningssystem

"Jeg er både stolt og glad over, at SSI er så massivt til stede på mødet. Og jeg er spændt på at høre folks erfaringer og tanker om den B-influenzastamme, som var der i år, og som ikke var omfattet af årets influenzavaccine”, siger SSI's faglige direktør Kåre Mølbak

Selv holder han oplæg i anledning af, at det i år er 10 år siden, at man etablerede det europæiske influenzaovervågningssystem EuroMOMO. Siden da er der løbende kommet nye lande til, så ordningen i dag rummer 20 lande.

"Vi bruger blandt andet samarbejdet til at se på, hvor farlige de influenza-virus, der rammer Danmark, er”, siger Kåre Mølbak.

Til sidst vil Thea Kølsen Fischer komme med en kort status omkring det europæiske overvågningssystem rescEU.

Kåre Mølbak

Kontakt

Kåre Mølbak , Faglig direktør , Infektionsberedskab
T. 32683157 @. krm@ssi.dk Se profil