Helsinki er rammen om det Nordiske Vaccinemøde 2018

Mødet er et vigtigt forum for vaccinespecialister fra Norden til at udveksle viden og erfaringer om vacciner og vaccinationsprogrammer.

Helsinki 01

I dag starter det Nordiske Vaccinemøde i den finske hovedstad Helsinki. Mødet har været holdt hvert andet år i de sidste 30 år, og det er blevet et vigtigt forum for udveksling af viden og erfaringer om vacciner.

”Selv om der er visse forskelle, er de nordiske lande meget ens, når det gælder vacciner. Vi har næsten de samme vaccineprogrammer. Vi har også den sammen befolkningssammensætning. Og vi har de samme udfordringer – for eksempel, hvad angår vaccine-tvivlere og hvilke nye vacciner, der skal med i vaccinationsprogrammet. På den måde, er der rigtig mange ting, der forener os, og vi diskuterer disse ting på samme niveau", siger sektionsleder Palle Valentiner-Branth fra SSIs afdeling for infektionsepidemiologi.

HPV-vaccinen er på ret kurs igen

Ved det seneste vaccinemøde i Reykjavik for to år siden, spillede Danmark en central rolle. Her præsenterede SSIs faglige direktør Kåre Mølbak resultaterne af en undersøgelse, som viste, at de såkaldte ”HPV-piger” allerede var mere i kontakt med sundhedsvæsenet end gennemsnittet, inden de blev vaccineret, og at der ikke var noget, der tydede på, at deres symptomer skyldtes vaccinen.

I år følger Palle Valentiner-Branth op med et indlæg om, hvordan det siden er gået med tilslutningen til HPV-vaccinen i Danmark.

"Overordnet kan man sige, at vaccineprogrammet er tilbage på sporet igen, og at vaccinationsaktiviteten er højere nu, end den var, før vi oplevede et stort dyk. Men samtidig er der også i de mellemliggende år blevet skabt et stort efterslæb af piger, som mangler at blive vaccineret", siger han.

Fokus på meningitis

Derudover skal SSI-sygeplejerskerne Annette Hartvig Christiansen og Lisbet Krause Knudsen holde indlæg om meningitis-vaccinen. Her har man oplevet en stigning i antallet af vaccinerede efter, at der i 2017 var flere dødsfald på grund af meningitis i Danmark. Indlægget sætter fokus på, hvad offentlig bevågenhed gør for vaccinetilslutningen.

Epidemiolog Hanne-Dorthe Emborg fra SSI vil på mødet holde et indlæg om effekten af influenzavacciner, efter at man er blevet vaccineret. Hendes undersøgelse kombinerer både data fra Danmark, Finland og en række andre lande.

Endelig skal medarbejdere fra SSI deltage i forskellige paneldebatter på det Nordiske Vaccinemøde. Det er blandt andet debatter om pneumokokker, skoldkopper og mæslinger.

"Og så glæder jeg mig til at overvære de forskellige debatter. Jeg er for eksempel meget spændt på et engelsk oplæg om influenza, og de erfaringer, de har gjort derovre med nye typer af vaccine", slutter Palle Valentiner-Branth.

Palle Valentiner-Branth

Kontakt

Palle Valentiner-Branth, Afdelingschef, Infektionsepidemiologi & Forebyggelse
T. 32683269 @. pvb@ssi.dk Se profil