Havbakterier i badevand

Den varme sommer har medført, at temperaturen i badevandet er højere, end vi sædvanligvis ser det. Det giver mulighed for øget vækst af de såkaldte havbakterier, specielt i de indre farvande hvor saltindholdet er lavest.

Strand 01

Havbakterier er en samlebetegnelse for Vibrio- og Schewanella-bakterier, der findes i havvand. Nogle af disse bakterier kan være sygdomsfremkaldende hos mennesker. Lige nu er der forhøjet risiko langs de fleste kyster i Danmark bortset fra ved Vesterhavet

Infektioner med havbakterier er sjældne. Bliver man smittet med havbakterier vil det oftest vise sig som en infektion i et sår, man havde i forvejen, eller som en øre-infektion. Det går som oftest over af sig selv, men hvis man er generet, bør man søge læge. Hos patienter med anden alvorlig sygdom, der påvirker immunsystemet, kan infektionerne udvikle sig alvorligt.

Havbakterier findes naturligt i havvand, og selv om varmen får bakterierne til at formere sig hurtigere, så kan langt de fleste bade, som de plejer.

”Man skal selvfølgelig nyde det dejlige danske badevejr, men personer der har et svækket immunsystem, og som har sår på huden, skal være forsigtige ved badning i havvand med høj forekomst. De skal også være særligt opmærksomme på at kontakte læge ved tegn på sårinfektion efter badning”, siger overlæge Kurt Fuursted fra Statens Serum Institut.

Infektioner med havbakterier er aktuelt ikke anmeldelsespligtige i Danmark, men Statens Serum Institut er bekendt med, at der er påvist enkelte tilfælde i Danmark i denne sommer.

Det Europæiske Sygdomsagentur (ECDC) har udviklet en matematisk model, der vurderer risikoen for forekomst af havbakterier i de Nordeuropæiske farvande på baggrund af vandtemperatur og saltindhold. Se kort over forekomsten her.

Læs mere:

Læs mere hos Styrelsen for Patientsikkerhed, der har rådgivning til særlige patientgrupper.

Kurt Fuursted

Kontakt

Kurt Fuursted , Sektionsleder , Kli. bakt. reference, hæmophilus, kighos
T. 32683719 @. kfu@ssi.dk Se profil