World Aids Day 2018

På lørdag den 1. december afholdes den Internationale AIDS dag (World AIDS Day) for 30. gang. Det internationale tema er i år ”Kend din hiv-status”. Statens Serum Institut mener, at flere burde testes og diagnosticeres langt før, så de kan komme i behandling.

World Aids Day 01

På lørdag bliver der sat fokus på hiv og aids over hele verden. Den 1. december afholdes den årlige Internationale AIDS dag nemlig for 30 år i træk – denne gang under temaet ”Kend din hiv-status”.

Gennem en række år er udviklingen af hiv-medicin gået hurtigt. Det betyder, at mennesker med hiv i dag kan leve lige så længe som alle andre – hvis de altså bliver behandlet.

Alt for mange ved ikke, at de har hiv

”Problemet i både den vestlige verden og mange områder i den øvrige verden er således ikke længere at få lov til at blive behandlet mod hiv. Det store problem er, at alt for mange ikke ved, at de er hiv-positive. De er ganske enkelt ikke blevet testet for hiv”, siger sektionsleder Susan Cowan fra Statens Serum Institut.

Kun, hvis man kender sin positive hiv-status, kan man få tilbud om behandling, og derved blive sikret mod den fortsatte nedbrydning af immunforsvaret, som hiv-virusset uden behandling vil forårsage.

Ud over at forhindre hiv-virusset i at gøre skade på den hiv-positives immunforsvar, reducerer medicinen også mængden af virus i blodet til så lavt et niveau, at man ikke mere kan smitte sin sexpartner med hiv. 

”Egentlig er det ganske enkelt. Hvis man ved eller tror, at der kan være risiko for, at man er blevet smittet med hiv, skal man opsøge en læge, en kønssygdomsklinik eller en af de gratis Check Points i København, Odense og Århus. Her kan man blive testet uden forudgående aftale og få svar på prøven med det samme”, siger Susan Cowan.

Simpelt og så alligevel ikke

De fleste hospitalers infektionsmedicinske afdelinger tilbyder i dag den samme hurtige testning. Og er man hiv-positiv, bliver man tilbudt behandling med det samme, uanset om man har et velfungerende eller et nedbrudt immunforsvar. At blive testet er således både nøglen til et bedre helbred og sikkerhed for, at man ikke kan smitte andre med hiv.

Men når det nu er så simpelt, hvorfor er det så, at næsten halvdelen af alle, der får diagnosen hiv i Danmark, først bliver testet, når de har haft hiv i adskillige år, og deres immunforsvar derfor har taget skade?

”Det er netop 10.000 kroners spørgsmålet. Skam og stigma spiller en stor rolle. Og så spiller det også en rolle, at budskabet om, at velbehandlet hiv ikke smitter, ikke er sunket helt ind. Mange tror ganske enkelt ikke på det.”

”Endelig betyder det også noget, at der fortsat er en helt uddateret opfattelse af hiv som en sygdom, der medfører svækket helbred og tidlig død. Det er heldigvis en saga blot, hvis man kommer i behandling”, siger Susan Cowan.

Derfor har AIDS-fondet i Danmark i år valgt at sætte fokus på den viden i deres World Aids Day kampagne, både hvad angår et mere tidssvarende billede af livet med hiv, og at velbehandlet hiv ikke smitter.

”Det er håbet, at det stigma, hiv fortsat er omgærdet med, vil kunne gøres mindre, hvis ikke mindst målgrupperne forstår, at en person, der er testet hiv-positiv og derefter er i behandling, ikke kan smitte videre. Første skridt er derfor at blive testet for hiv, hvis man tilhører en gruppe, der er i særlig risiko for hiv, og/eller hvis man mener, man kan være blevet smittet”, siger Susan Cowan.

Alle bør ikke teste lige ofte

Det er dog ikke alle, der har behov for at blive testet lige ofte.

”Indvandrere, der kommer fra lande med høj forekomst af hiv har også en støre risiko for at have hiv, når de ankommer til Danmark. Derfor skal de tilbydes en hiv-test, når de ankommer til landet”, siger Susan Cowan og fortsætter:

”Vi ved fra den nationale overvågning af hiv i Danmark, at indvandrere fra områder med stor hiv-forekomst ikke har særlig stor risiko for at blive smittet med hiv i Danmark. På samme måde er det sjældent, at heteroseksuelle indvandrere smitter videre til danskere. For denne gruppe er det derfor vigtigt at blive testet ved ankomsten, men ikke specielt ofte efter det.”

Mænd der har sex med mænd har størst risiko for hiv

Den gruppe, der oftest smittes i Danmark, er mænd, der har sex med mænd (MSM). Det gælder uanset om man er født i Danmark eller i udlandet. Derfor bør MSM testes for hiv mindst en gang om året.

”Udenlandske undersøgelser viser, at MSM, der har et meget aktivt sexliv med flere og/eller skiftende partnere, og som ikke konsekvent bruger kondom, bør testes oftere, end hvad der ellers gælder for gruppen. Bliver man testet for hiv og de øvrige seksuelt overførte sygdomme for eksempel hver tredje måned, nedsættes risikoen for videresmitte markant, og smittekæder kan brydes”, siger Susan Cowan.

Den internationale dating-app for MSM, Grindr, tilbyder sine brugere, at de kan slå en ”huskeseddel” til i appen, så de bliver mindet om at få foretaget en hiv-test for eksempel hver tredje eller hver sjette måned.

Tester man negativ, kan appen også huske én på at opsøge PrEP (Pre Exposure Prophylaxis, forebyggende hiv-medicin, der tages før eksposition). PrEP fås endnu kun som forsøgsordning i Danmark. Det forventes dog, at den bliver gjort tilgængelig for alle, der er i særlig risiko for at blive smittet med hiv.

Hvem skal tilbydes hiv-test?

Lægerne bør især tilbyde testning til disse tre grupper, også hvis vedkommende ikke selv bringer hiv-test på bane:

  • Mænd, der har sex med mænd, bør testes minimum én gang årligt, og oftere hvis de dyrker kondom-fri sex. 
     
  • Indvandrere fra Afrika syd for Sahara, Asien og Østeuropa bør hiv-testes ved ankomsten eller første gang, de er i kontakt med sundhedsvæsnet, uanset årsagen til kontakten. 
     
  • Patienter med uforklarlige symptomer eller med signal-sygdomme bør ligeledes hiv-testes.

Derudover tilbydes alle gravide automatisk en hiv-test, når de kommer til den første graviditetskontrol hos lægen.

Fakta om hiv og aids på verdensplan

  • 37 millioner lever med hiv i verden. 
     
  • 1,8 millioner blev smittet i 2017. 
     
  • Knap 1 million mennesker døde af AIDS i 2014. 
     
  • Halvdelen af alle hiv-smittede i verden er ikke klar over, at de er smittet. 
     
  • 22 millioner hiv-smittede på verdensplan får hiv-medicin. 
     
  • Siden 2010 er den aids-relaterede dødelighed faldet med 34 %, takket være den effektive medicin. 
     
  • I Afrika syd for Sahara, Latinamerika og Caribien samt i Sydøstasien falder antallet af nye hiv-infektioner. 
     
  • I Østeuropa og Centralasien samt i Mellemøsten og Nordafrika stiger antallet af nye hiv-infektioner.

(kilde: http://www.unaids.org/sites/default/files/media_asset/unaids-data-2018_en.pdf)

Susan Cowan

Kontakt

Susan Cowan , Sektionsleder , Sex- og blodoverførte infektioner
T. 32683444 @. sco@ssi.dk Se profil