Du kan fortsat trygt puste danske æg til påske

For tredje år i træk var der ingen sygdomsudbrud af salmonella fra danske æg.

For mange danskere begynder påskeferien i morgen. En del vil sikkert bruge weekenden til den søde tradition med at puste æg og male dem bagefter, og det kan de roligt gøre, hvis æggene vel at mærke er danske.

Nye tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser således, at der heller ikke i 2017 var nogen sygdomsudbrud af salmonella fra danske æg.

Det er tredje år i træk, og det viser, at den gode danske indsats for at fjerne salmonella i danske æg fortsat er en succes.

”Man får ikke længere salmonella fra danske æg, så du kan trygt puste æg i påsken. Hvis du rejser på påskeferie uden for Danmark, kan du dog ikke være sikker på, at æggene er salmonellafri”
Steen Ethelberg, seniorforsker ved Statens Serum Institut 

I 1990’erne var salmonella i æg et stort problem i Danmark og resten af Europa. Antallet af personer, som blev syge af salmonella-infektioner efter at have spist æg, steg markant som følge af industrialiseringen af landbruget og den øgede handel på tværs af landegrænser. Derfor iværksatte man en omfattende dansk salmonella-handlingsplan, og indførte et finmasket kontrolprogram, hvor gødningsprøver fra æglæggende høns testes for salmonella hver anden uge. Denne indsats er et resultat af et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og de danske ægproducenter.

Når danskere bliver syge med Salmonella Enteritidis – også kaldet ægge-typen fordi de fleste sygdomstilfælde med Salmonella Enteritidis stammer fra æg – er det derfor vigtigt at finde ud af, hvor smitten kommer fra. En ny opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at der heller ikke i 2017 var et eneste sygdomsudbrud af salmonella-infektion hos danskere, som stammede fra danske æg. Tallene viser også, at næsten 80% af de danske salmonella-patienter, der var smittet med Salmonella Enteritidis, var blevet smittet i udlandet. De resterende 20% var sandsynligvis især blevet smittet fra udenlandsk produceret kyllingekød.

”Det viser heldigvis, at den danske indsats over for salmonella i danske æg og den omfattende monitorering har virket og fortsat virker”
Steen Ethelberg
Man får ikke længere salmonella fra danske æg, så du kan trygt puste æg i
 påsken. Hvis du rejser på påskeferie uden for Danmark, kan du dog ikke 
være sikker på, at æggene er salmonellafri.
Man får ikke længere salmonella fra danske æg, så du kan trygt puste æg i påsken. Hvis du rejser på påskeferie uden for Danmark, kan du dog ikke være sikker på, at æggene er salmonellafri.