Der mangler vacciner mod hepatitis A

Flere europæiske lande oplever aktuelt, at der er mangel på specielt monovacciner til beskyttelse mod hepatitis A, både vacciner til børn og voksne.

Mangelsituationen er blandt andet opstået efter, at et større antal vaccine-batches forrige år måtte kasseres af en af de store producenter af hepatitis A-vacciner. Øget forbrug i forbindelse med pågående udbrud af sygdommen i Europa, blandt andet blandt mænd, der har sex med mænd (MSM), kan også have bidraget.

Hepatitis A er den leverbetændelse, man kan få via forurenede fødevarer og drikkevand, men også i visse tilfælde som seksuel smitte. Sygdommen er relativt sjælden i Danmark, og vaccination er primært relevant for personer, som skal rejse til områder, hvor sygdommen er hyppig. Derudover kan vaccination også anvendes som behandling af personer, som har været udsat for smitte med hepatitis A, forudsat at den gives rettidigt.

Ugens EPI-NYT giver faglig vejledning til lægerne i, hvordan de tilgængelige hepatitis A-holdige vacciner anvendes mest hensigtsmæssigt. Dette omfatter vacciner, som også beskytter mod hepatitis B.

Læs mere i EPI-NYT 42-43/17