Dobbelt så mange HPV-vaccineret i 2017 som i 2016

I alt 30.974 piger begyndte på HPV-vaccinationsprogrammet i 2017 mod 15.237 piger i 2016.

Antal HPV-vaccinerede piger steg i 2017. I alt 30.974 piger begyndte på HPV-vaccinationsprogrammet i 2017 mod 15.237 piger året før. Tilsvarende tal for 2015 er 16.261, 2014 26.169 og 2013 28.898. Vi skal helt tilbage til 2012 før flere blev vaccineret nemlig 31.794 piger i 2012. Den fornyede tillid til HPV-vaccinationsprogrammet kan formentligt tilskrives, at der er publiceret flere nye videnskabelige studier, som understøtter vaccinens effekt og sikkerhed og at den fælles kampagne ”Stop HPV”, udgået fra Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen med støtte fra SSI og en lang række faglige selskaber, har haft betydning, blandt andet fordi den er særligt synlig på de sociale medier. Dermed når man målgruppen af tvivlende eller afventende forældre, der ikke nødvendigvis søger viden hos egen læge eller på myndighedernes hjemmesider. Kampagnen har desuden været med til at få fokus tilbage på det egentlige formål med HPV-vaccination: at forebygge livmoderhalskræft.

I november 2017 blev en ny og bredere dækkende 9-valent HPV-vaccine indført i børnevaccinationsprogrammet. Foreløbige tal viser, se figur, at i de første to måneder efter introduktionen begyndte 6.951 piger HPV-vaccination. Dette tyder på stor efterspørgsel på den nye vaccine, og det bliver interessant at følge programmets tilslutning i 2018.

”Det er meget positivt, at vi nu ser denne store stigning i tilslutningen til HPV-vaccinationsprogrammet. Det er udtryk for, at forældrene igen har opmærksomheden rettet på hovedformålet med vaccination nemlig at forebygge livmoderhalskræft hos deres døtre.”
Afdelingslæge Palle Valentiner-Branth

Antal unge kvinder som starter HPV-vaccination per måned, juni 2012 - december 2017