Stor stigning i legionellatilfælde

I 2016 var forekomsten lidt faldende i forhold til 2015, men i 2017 til og med august måned er der set en kraftig stigning, især blandt personer smittet i Danmark.

I 2016 blev der anmeldt 170 tilfælde af legionella-pneumoni, heraf var 133 personer formentlig smittet i Danmark. Medianalderen for disse var 67 år (spændvidde 21-92), og 84 af tilfældene var mænd. I alt 22 patienter døde af eller i forbindelse med deres legionærsygdom. Det vurderes, at overvågningen af legionærsygdom i 2016 var stort set komplet.

Samfundserhvervet smitte

Ud af 119 tilfælde med formodet eller kendt samfundserhvervet smitte i Danmark var 52 bekræftet ved dyrkning. Der er kendskab til 23 tilfælde, hvor vandforsyningen i eget hjem, på arbejdsplads eller anden mistænkt smittekilde blev undersøgt. For syv tilfælde var der overensstemmelse mellem typningsresultater af isolater fra patienter og vandprøver. I ti af de undersøgte tilfælde var der ikke et patient-isolat til rådighed for sammenligning med isolater fra vandprøver. Her fandt man bakterien Legionella pneumophila i ni af de undersøgte systemer.

Institutionserhvervet smitte

Der blev anmeldt 14 tilfælde med formodet eller sikker smittevej fra institutioner i Danmark. Syv patienter døde i tilslutning til legionella-infektionen. Alle var dyrkningsverificeret, og for ni af disse blev der undersøgt vandprøver. Resultaterne herfra kunne bekræfte, at der i syv af tilfældene var tale om smitte fra institutionens vand.

Udlandsrejseerhvervet smitte

I alt 37 tilfælde blev sandsynligvis smittet under udlandsrejse, heraf døde én person. I alt 25 af tilfældene blev anmeldt til ECDC. Heraf var fire del af internationale ophobninger med to eller flere tilfælde fordelt på forskellige lande. Italien og Thailand var de hyppigste rejselande med hver syv tilfælde. Fire tilfælde var sandsynligvis smittet i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater.

Stigning i antal registrerede tilfælde siden 2012, men især i 2017

Generelt er der sket en stigning i antallet af registrerede legionellatilfælde fra 2012 (128 tilfælde) til 2016, og denne udvikling ser ud til at fortsætte i 2017, hvor der til og med august måned var registreret 198 tilfælde, heraf 40 udlandserhvervede. Den største stigning er således set blandt personer smittet i Danmark, og mens antallet er steget, så har andelen af personer smittet under rejse været svagt faldende, se figur 1, som sammenligner perioden januar til august for årene 2015-2017.

Figur 1. Antal tilfælde af legionærsygdom smittet i Danmark og i udlandet, samt rejseandel i procent, januar til august 2015 til 2017

I Danmark har vi en af Europas højeste forekomster (incidens) af legionella-pneumoni. I modsætning til andre europæiske lande ser vi i Danmark mange tilfælde forårsaget af typer, der er almindelige i vandsystemer. I 2016 var i alt 49 af 76 dyrkningsverificerede tilfælde således forårsaget af serogruppe 1 non-Pontiac eller non-serogruppe 1, og kun to af disse 49 tilfælde kan tilskrives smitte i udlandet. Ud fra de epidemiologiske oplysninger og typningsdata var der ingen tegn på egentlige ophobninger eller udbrud i Danmark. Der er således ingen umiddelbar forklaring på det stigende antal danskere med legionærsygdom, som er smittet i Danmark.

Forebyggelse

Den vigtigste forebyggelse af legionella-pneumoni sker ved at begrænse væksten af bakterier i potentielle smittekilder. Bakterien formerer sig i lunkent vand, men ikke i koldt vand (lavere end 20 ºC) og dør ved temperaturer over 50 ºC. Risikoen for vækst er specielt høj i stillestående vand, der ikke overholder disse temperaturkrav. Det kan forekomme i blinde rørender eller ved tapsteder, der sjældent bruges. Det er derfor vigtigt, at vandinstallationer konstrueres og anvendes korrekt, så blinde rørender fjernes, og alle tapsteder bruges regelmæssigt og skylles igennem med koldt/varmt vand. Bruseslanger og brusehoveder udgør en risiko, da de sjældent eller aldrig skylles igennem med vand, der er varmere end 37 °C. Det er derfor en god ide regelmæssigt at skylle sin bruser gennem med varmt vand (højere end 50 °C) og eventuelt udskifte slange og brusehoved regelmæssigt. Ved ophold på fx hoteller, hvor vandet i rørsystemerne kan have været stillestående, kan man med fordel tænde for vandet i alle haner og forlade rummet, mens vandet løber i nogle minutter, indtil det er blevet helt varmt, og systemet på denne måde er skyllet igennem, inden man tager badeværelse eller køkken i brug.

Læs mere i EPI-NYT 45/17

 

Søg i nyheder: