Ekspertkomité: MFR-vaccination bør også være gratis for sundhedspersonale

Mæslinger forekommer nu sjældent i Danmark, Norge og Sverige, men der ses fortsat udbrud på sygehuse med smitte både til og fra sundhedspersonale. Derfor bør sundhedsmyndighederne sikre, at sundhedspersonale kan blive MFR-vaccineret gratis – lyder det fra en komité af eksperter fra de tre lande. Komiteens udtalelse kommer samtidig med, at regeringen har besluttet at tilbyde gratis MFR-vaccination til ikke-immune voksne fra 1. april 2018.

Danmark har sammen med alle andre medlemslande i WHO’s Europaregion tilsluttet sig målet om at eliminere mæslinger og røde hunde. Elimination betyder i denne sammenhæng, at sygdommene ikke kan cirkulere længerevarende i landene, og at udbrud hurtigt bringes under kontrol. Forudsætningen herfor er en meget høj vaccinationstilslutning til MFR-vaccination i børnevaccinationsprogrammet på mindst 95 % til begge MFR-vacciner samt en god national overvågning af sygdommene og et effektivt beredskab ved udbrud.

”I Danmark opnåede vi den eftertragtede eliminationsstatus for mæslinger i 2017. Vi ved dog, at ret mange voksne danskere ikke er MFR-vaccineret som børn, og det betyder, at også sundhedspersonale, som ikke er immune mod mæslinger efter overstået sygdom eller vaccination, uforvarende kan komme til at smitte eller blive smittet med mæslinger på sygehuse”, siger Peter Henrik Andersen, afdelingslæge på SSI og medlem af Den Skandinaviske Verifikationskomité.

”Vi ser desværre fortsat udbrud på sygehuse, hvor særligt følsomme patienter kan blive udsat for en unødvendig risiko, fx børn, som ikke kan vaccineres, fordi de er for små eller har et dårligt fungerende immunsystem. Senest har der været et ret stort udbrud omkring et sygehus i Gøteborg, hvor en sundhedsperson udsatte børn og voksne på en fødeafdeling for smitte. Komitéen har derfor formuleret en erklæring, hvor den opfordrer sundhedsmyndighederne i alle tre lande til at sikre gratis adgang til MFR-vaccination for sundhedspersonale”, siger Peter Henrik Andersen.

”Det er værd at bemærke, at WHO definerer sundhedspersonale meget bredt, og afgrænsningen af sundhedspersoner, som skal vaccineres, vil i givet fald skulle foretages med baggrund i organiseringen af det danske sundhedsvæsen”, siger Peter Henrik Andersen videre.

Erklæringen fra Den Skandinaviske Verifikationskomité kan læses her.

For at vurdere den nationale indsats i eliminationsprocessen udpegede de nationale sundhedsmyndigheder i Danmark, Norge og Sverige i foråret 2014 en skandinavisk verifikationskomité bestående af i alt 12 eksperter fra de tre lande. Komitéen fungerer uafhængigt af de nationale sundhedsmyndigheder, og fuldstændig uafhængighed sikres ved, at medlemmer fra ét land årligt vurderer data i en rapport udfærdiget af medlemmer/sundhedsmyndigheder fra et andet land. De nationale rapporter vurderes derefter af en af WHO uafhængig europæisk verifikationskommission, hvis vurdering kan være sammenfaldende med eller afvige fra den skandinaviske komités.

Links:

Læs komitéens tidligere udtalelse om gratis MFR-vaccination til voksne her

Læs spørgsmål og svar om MFR-vaccination her

Læs mere om mæslinger her

 

Søg i nyheder: