Årsag
Listeria infektion er en fødevarebåren sygdom, der skyldes infektion med bakterien Listeria monocytogenes.
Symptomer
Listeriose viser sig i tre hovedformer:
-
Bakteriæmi/sepsis
-
Meningitis
-
Maternel-føtal infektion. Infektion hos en gravid med L. monocytogenes kan føre til abort/dødfødsel eller fødsel af børn med sepsis/meningitis. Disse børn er ofte alvorligt syge ved fødslen, men ved korrekt behandling er prognosen god.
Lokaliserede infektioner forekommer sjældent. Sygdommen rammer oftest personer over 60 år eller patienter med svækket immunforsvar. Risikofaktorer er blandt andet: cancer, hæmatologiske lidelser, diabetes, alkoholisme, organtransplantation samt AIDS. Listeriose er en livstruende sygdom og den samlede dødelighed er ca. 25 %.
Forekomst
Listeria infektion forekommer i hele verden. I Danmark diagnosticeres der 30-50 tilfælde om året.
Overvågning
Listeria infektion overvåges af Statens Serum Institut.
Smitteveje og reservoir
Listeria monocytogenes findes overalt i miljøet og derfor også i de fleste rå madvarer. Alle mennesker spiser bakterien fra tid til anden, men kun meget få bliver syge af det. Bakterien vokser ved køleskabstemperatur, og bakterien er derfor især et problem i forbindelse med utilstrækkeligt varmebehandlede eller krydssmittede færdigvarer, såsom charcuterivarer og bløde oste (især de som er fremstillet af upasteuriseret mælk). Bakterien kan forekomme i mange forskellige typer af rå og forarbejdede fødevarer som grøntsager, røgvarer, kød og kødprodukter samt produkter af mælk. Bakterierne kan formere sig ved køleskabstemperatur, men dræbes ved opvarmning. Inkubationstiden varierer fra 11-70 dage, men er gennemsnitligt 31 dage.
Anmeldelse
Laboratorier der diagnosticerer en listeria infektion skal anmelde denne til Statens Serum Institut.
Behandling
Listeriose kan behandles med antibiotika (penicilliner).
Forebyggelse
Der findes ingen vaccine mod listeriose. Man kan mindske risikoen for listeriose ved at spise varmebehandlet mad og opretholde god køkkenhygiejne samt overholde holdbarhedsdatoer og opbevaringstemperaturer for spiseklare fødevarer. Sundhedsstyrelse anbefaler, at gravide undgår upasteuriseret mælk og oste der er fremstillet af upasteuriseret mælk (rå mælk).