PDF-ikonPrintikon

Vandskade

Indtrængen af vand i bygninger i forbindelse med oversvømmelser, skybrud eller rørskade kan kræve indsættelse af infektionshygiejniske foranstaltninger. Målet er at forebygge mugdannelse og sygdomme i forbindelse med kontakt af forurenet vand og slam.

Det indtrængende vand kan være mikrobiologisk forurenet i form af kloakvand. Kloakvand er forurenet med patogene/sygdomsfremkaldende mikroorganismer fra dels menneskelige affaldsprodukter, men også fra affaldsprodukter fra dyr fx rotter. Infektioner med coliforme bakterier og leptospirose udgør den største risiko ved kontakt med forurenet vand og restproduktet slam. Videre kan mikroorganismer som CampylobacterCryptosporidium og Giardia findes i kloakvandet.

Symptomer på øvre luftvejsinfektionerinfluenzalignende symptomer og gastroenteritissymptomer kan ses efter kontakt med forurenet indtrængende vand og slam.

Mængden af mikroorganismer i det indtrængende vand kan variere afhængig af kloakkens placering, mængden af vand i systemet og mængden af regnvand.

Skimmelsvamp gror bedst under fugtige varme forhold. Når den relative fugtighed i boligen i længere tid overstiger 75-85% vil der med sikkerhed opstå skimmelvækst. De fleste skimmelsvampe vokser bedst ved 15-28 graders C. Udsættelse for skimmelsvamp er størst efter 48 timer efter vandskaden.
Inhalation af svampesporer kan ske ved håndtering af fugtige genstande og ophold i fugtige rum.
Skimmelsvamp kan give helbredsproblemer i form af irritation samt allergi og anden overfølsomhed.
Personer med nedsat immunforsvar bør ikke deltage i oprydning eller rengøring.

Smitte med mikroorganismer kan også ske ved indtagelse af forurenet vand/slam eller ved stænk eller sprøjt med forurenet vand/slam mod slimhinder i næse, øjne og mund.

Forebyggelse af kontakt-, dråbe- og inhalationssmitte sker gennem anvendelse af værnemidler som gummistøvler, langskaftede handsker, maske, briller og overtrækskittel. Det anbefales ikke at spise, drikke eller ryge under oprydningsarbejdet.

Efter endt arbejde kasseres eller rengøres værnemidlerne. Der udføres håndhygiejne og der tages bad og skiftes tøj.

Forløb ved vandskade

  1. Anvend værnemidler
  2. Eliminer eller begræns indtrængningen af vand
  3. Evakuer vandet fra lokalet
  4. Tøm lokalet for udstyr
  5. Nedbring hurtigst muligt fugtigheden i lokaler og udstyr ved hjælp af affugtningsudstyr
  6. Alt porøst udstyr, der har været vådt mere end 48 timer bør kasseres, lægges i lukkede poser
  7. Kasser udstyr der ikke kan reddes
  8. Tør udstyr
  9. Vask forurenede hårde, ikke absorberende overflader og udstyr af med vand og sæbe. Desinficer evt. efterfølgende med et egnet desinfektionsmiddel efter producentens anvisning
  10. Varmedesinfektion af udstyr anbefales
  11. Vask tekstiler ved højest mulige temperatur eller behandl tøjet så den størst mulige reduktion af mikroorganismer opnås
  12. Behandl papirprodukter inden 48 timer
  13. Kontroller og vurder sterile varer mht. fugt
  14. Udskift filtre i ventilationskanaler

Andet

Central Enhed for Infektionshygiejne og Epidemiologisk afdeling ved Statens Serum Institut iværksatte i forbindelse med skybruddet over København i 2011 en undersøgelse af risikoen for smitte ved kontakt med forurenet vand. Undersøgelsen viste, at 22 % af de udspurgte fik en infektion i forbindelse med oprydningsarbejdet. Undersøgelsen viste også, at der var en sammenhæng mellem manglende håndhygiejne og det at få en infektion. Resultaterne fra dagen kan ses under "Temadag: Skybrud over København i juli 2011", der blev afholdt efterfølgende og i nedenstående artikler. 
Wójcik et al Personal protective equipment, hygiene behaviours and occupational risk of illness after July 2011 flood in Copenhagen, Denmark Epidemiol Infect. 2013 Aug;141(8):1756-63 

Holt et al Leptospirose som følge af skybrud - et overset sundhedsmæssigt problem? Nr 12, December 2012, Årgang 90 

Litteratur

 

CEI modtager gerne erfaringer fra Sundhedsvæsenet fra denne oversvømmelse på

Sidst redigeret 8. september 2014

Kontakt

Mikrobiologi & Infektionskontrol
Central Enhed for Infektionshygiejne
Artillerivej 5
2300 København S

Tlf.: +45 3268 3751