Symptomer
Leddegigt starter med symptomer på ledinflammation i form af smerter, hævelse og stivhed i forskellige led. Mest typisk starter sygdommen med gradvist indsættende symptomer fra begge hænders håndled samt fingrenes grund- og mellemled. Sygdommen er kronisk og giver blivende smerter, stivhed, hævelser og bevægeindskrænkning, som er mest udtalt om morgenen. Tilstanden kan udvikle sig videre i form af deformiteter (fejlstillinger), specielt af fingre og tæer, som følge af led- og senedestruktion.
Forekomst
Den mest almindelige gigtsygdom i Danmark. Der er ca. 5.000 nye tilfælde af leddegigt hvert år, og der er godt 50.000 patienter med sygdommen i landet. Den begynder oftest i 40 – 60-årsalderen og er hyppigst hos kvinder, der udgør ca. 75% af patienterne.
Overvågning
Der er ikke lovbefalet overvågning af reumatoid artrit.
Diagnostik
Leddegigtdiagnosen hviler på længere (månedsvis) tilstedeværelse af ovennævnte ledsymptomer samt røntgenundersøgelser af de angrebne led.
De vigtigste laboratorieundersøgelser er autoantistoffer mod cyklisk citrullineret peptid (CCP). Disse ses meget tidligt i sygdomsforløbet. Derudover er påvisning af autoantistoffer mod antistoffer (reumafaktorer) vigtige. Forekomst af anti-keratin antistof eller anti-neutrofilocyt cytoplasma antistoffer (ANCA) støtter også diagnosen.
Behandling
Der er ingen helbredende behandling. Derimod benyttes forskellig medicinsk behandling med symptomatisk virkning, først og fremmest en dæmpende effekt på betændelsesprocesserne i leddene. Valget af behandling afhænger af sygdommens varighed, symptomer og komplikationer. Typiske førstevalgspræparater er non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID), herunder COX-2 hæmmere, eventuelt kombineret med immunmodulerende midler såsom methotrexat eller sulfasalazin. I sværere tilfælde kan binyrebarkhormoner anvendes. Biologiske lægemidler rettet mod betændelsesfremmende stoffer som tumor necrosis factor alfa (TNF-) kan bruges alene eller i kombination med methotrexat.