Dientamoebiasis

Dientamoeba fragilis

Dientamoebiasis skyldes infektion med den encellede tarmparasit D. fragilis.

D. fragilis har en uafklaret patogenicitet, og det er sandsynligt at en stor andel af D. fragilis-inficerede personer er raske bærere.

D. fragilis har i flere videnskabelige studier været mistænkt for at være årsag til mavetarmsygdom, måske i særlig grad hos børn, med symptomer som vekslende afføringsmønster og mavesmerter, ofte længerevarende. Det er endnu uklart, hvorvidt parasitten spiller en rolle i udviklingen af kroniske tarmlidelser, som fx. colon irritabile.

Forekomsten af D. fragilis i Danmark antages at være høj. Den nøjagtige prævalens kendes ikke, men blandt patienter mistænkt for intestinal parasitose er prævalencen mellem 10 og 70 %, afhængig af aldersgruppe. D. fragilis er beskrevet forekommende over det meste af verden.

Sygdommen er ikke anmeldepligtig. SSI opgør med mellemrum, via EPI-NYT m.m., tal for positive tilfælde diagnosticeret i Parasitologisk Laboratorium.

D. fragilis forekommer primært i den menneskelige mavetarmkanal, og der er ikke sikker viden om andre reservoir. Smitte med D. fragilis antages generelt at ske fæko-oralt, dette til trods for, at der aldrig har kunnet påvises et cyste-stadie, der ville muliggøre dette. I flere videnskabelige studier er foreslået at D. fragilis kunne smitte ved at overføres med æg af fx. børneorm, men dette har endnu ikke kunne bekræftes.

D. fragilis kan påvises ved specifik PCR på DNA ekstraheret fra fæcesprøver. Herudover kan påvisning ske ved mikroskopi for trofozoitter i enten varm, frisk fæces eller fæces fikseret med fx. SAF (natriumacetatformalin) umiddelbart efter kvittering af prøven.

Pga. usikkerheden omkring D. fragilis’ patogenicitet bør udredning og behandling først iværksættes, når relevant differential-diagnostisk udredning for anden årsag til mavetarmsygdom er foretaget. Herudover bør sikres at patientens symptomer stemmer overens med de i litteraturen beskrevne for infektion med D. fragilis.

D. fragilis hører til samme gruppe som Giardia og første valg vil også her være metronidazol. Eradikationsraten ved behandling er beskrevet omkring 60-70 %. Ved behandlingssvigt kan metronidazol i højere dosis forsøges. Evt. behandling for børneorm (med fx. vermox) bør foretages inden opstart af metronidazol.

Da der sandsynligvis er tale om fæko-oral smitte i en eller anden form, kan grundig håndhygiejne formentlig forebygge infektioner.

Statens Serum Institut har flere forskningsprojektet vedr. D. fragilis undervejs, herunder studier med det formål at få mere sikker viden om hvornår og i hvilke patientgrupper D. fragilis er sygdomsfremkaldende, effekten af behandling med metronidazol og den mulige sammenhæng mellem børneorm og D. fragilis.