Diabetes mellitus

Type 1: insulinafhængig (IDDM), Type 2: ikke-insulinafhængig (NIDDM), Sukkersyge

Type 1 (T1D): Svært nedsat insulinsekretion. En organspecifik autoimmunsygdom af ukendt ætiologi med immunmedieret destruktion af de insulinproducerende beta-celler i de langerhanske øer i pancreas, der forårsager en svært nedsat insulinsekretion. På diagnosetidspunktet er beta-cellemassen typisk nedsat med omkring 50 %. Arvelige faktorer og miljøfaktorer spiller en rolle for sygdommens udvikling. Konkordansen hos monozygote tvillinger er kun ca. 35 %.

Type 2 (T2D): Relativ insulinresistens sammen med nedsat beta-cellemasse. Skyldes et komplekst samspil mellem arvelig disposition (risikoalleller i 20 hyppige gener er nu identificeret) og miljøfaktorer, først og fremmest fedme. Hos personer på 40 - 60 år og BMI > 30 kg/m2 stiger risikoen eksponentielt med BMI. Konkordansen hos monozygote tvillinger er ca. 75%.
Visse diabetesformer er associeret med forskellige infektioner, genetiske defekter, forskellige immundefekter og forskellige kemiske påvirkninger. Endelig forekommer gestationel diabetes mellitus som en betegnelse for hyperglykæmi under svangerskabet.

T1D karakteriseres af tørst, stor vandladning, uforklaret vægttab, sult, udtalt træthed, hudinfektioner (karbunkler, furunkler) og synsforstyrrelser igennem dage til måneder før diagnosen stilles. Patienterne kan have ketose med acetonelugt og neuropati samt hos børn nedsat vækstacceleration.

T2D er i mange tilfælde asymptomatisk, er stærkt associeret med fedme og opdages ofte tilfældigt i forbindelse med andre undersøgelser (fx. øjenundersøgelser). Normalvægtige T2D-patienter (20%) debuterer ofte med klassiske hyperglykæmisymptomer (se under T1D).

Diabetes mellitus er den hyppigste endokrine sygdom i Danmark, hvor der er omkring 210.000 patienter og formentlig ligeså mange udiagnosticerede type 2 diabetikere og yderligere 400.000 patienter med forstadier til diabetes. Ca. 21.000 patienter har type 1 diabetes med 15 nye tilfælde pr. 100.000 om året. Halvdelen debuterer efter 30-års alderen. Forekomsten af T2D er stigende og stiger med alderen. For tiden (2010) har over 15 % af befolkningen over 60-årsalderen T2D. Gestationel DM diagnosticeres hos ca. 800 om året i Danmark.

T1D: Hviler på de karakteristiske symptomer og de typiske parakliniske fund, først og fremmest forhøjet blodsukker (dvs. et tilfældigt P-glukose ≥11,1 mmol/l eller et faste-P-glukose på ≥7,0 mmol/l). Udover forhøjede P-glukoseniveauer i blod og urin er blodets indhold af triglycerider, frie fedtsyrer og glycerol forhøjet. 
HbA1c, der er et mål for de sidste 6 - 8 ugers middelkoncentration af blodglukose kan være forhøjet, men normalværdier udelukker ikke diabetes, og analysen bruges især til at monitorere P-glukose efter igangsættelse af behandling. 
Der kan tidligt påvises cirkulerende IgG-autoantistoffer rettet mod beta-celler (ø-celle antistoffer (islet cell antibodies (ICA)), antistoffer mod glutaminsyre decarboxylase 65kD-isoformen (anti-GAD65) og mod tyrosinkinase IA-2 og eventuelt mod insulin).

T2D: Udover hyperglykæmi udviser de fleste af patienterne en række tegn på metabolisk syndrom (fx. fedme, dyslipidæmi og forhøjet blodtryk).

Al behandling af diabetes mellitus er koncentreret om at undgå hyperglykæmi, da dette ikke alene mindsker symptomerne men også risikoen for de mange alvorlige diabetiske senkomplikationer.
Den farmakologiske behandling af hyperglykæmi ved T1D er baseret på behandling med insulin, mens farmakologisk behandling af T2D baseres på perorale antidiabetika. 
Pancreastransplantation udføres i nogle tilfælde.  Ø-celle transplantation er indtil videre en eksperimentel behandlingsform. 
Herudover fokuseres ved både T1D og T2D på mindskelse af risikofaktorer som rygning, fedme, hypertension, albuminuri, dyslipidæmi og angiopati.

Progressionen fra såkaldt IGT (impaired glucose tolerance) til T2D kan mindskes med 50 % over en 2 – 3-årig periode ved hjælp af daglig fysisk aktivitet, sund kost og vægttab. Ligeledes, men ikke i så høj grad, forebygger perorale antihyperglykæmiske lægemidler progressionen til T2D hos individer med IGT.