PDF-ikonPrintikon

Rekrutteringsforløb

 

Et struktureret rekrutteringsforløb er første skridt på vejen til at få ansat den rigtige kandidat. Vi lægger derfor vægt på, at du som kandidat kan danne dig et indtryk af Statens Serum Institut som arbejdsplads igennem et professionelt rekrutteringsforløb.

Samtalen

Hvis du bliver indbudt til samtale vil det ske snarest muligt efter ansøgningsfristens udløb.

Afhængig af hvilken stilling du søger, vil der nogle gange være behov for en 2. samtale. Ligeledes vil du, hvis du er til flere samtaler på SSI, også kunne opleve at samtalens form kan variere fra stilling til stilling.

Når du bliver indbudt til samtale, kan det være en god idé at spørge ind til hvad der forventes til samtalen, da det vil gøre det nemmere for dig at forberede dig.

Ved din ankomst skal du henvende dig i receptionen. Du vil enten få udleveret et kort over området eller blive hentet af en person fra ansættelsesudvalget.

Ansættelsesudvalget vil altid bestå af mindst en leder og en medarbejder. I de fleste tilfælde vil ansættelsesudvalget yderligere bestå af 1-3 personer afhængig af jobbets karakter og samarbejdsflader. Der vil oftest også deltage en rekrutteringskonsulent fra Personaleafdelingen.

Det er vigtigt, at du får stillet de spørgsmål du gerne vil have svar på. Du er også altid velkommen til at ringe til kontaktpersonen i ansættelsesudvalget før eller efter samtalen, hvis du skulle få brug for det.

Personprofil

I det tilfælde, at du vil blive bedt om at udfylde en personprofil, vil du inden samtalen altid blive orienteret om dette, og du har som kandidat altid ret til at trække dig ud af processen, såfremt du ikke ønsker at deltage.

Vi benytter os hovedsageligt af People Tools Personfaktoranalyse og bruger typisk en personprofil i forbindelse med leder- og nøglepositioner og oftest i forbindelse med 2. samtale.

Personprofilens resultat kan aldrig stå alene, men vil altid indgå i en overordnet vurdering af dine specifikke kompetencer. Tilbagemelding foretages altid af en certificeret konsulent.

SSI har desuden en testpolitik, der sikrer, at de etiske retningslinier omkring persontests bliver overholdt.

Efter samtalen

Du vil som udgangspunkt altid blive kontaktet på telefon, hvis du har været til samtale. I enkelte tilfælde kan det forekomme, at du modtager svar på mail. Hvis du ønsker at få uddybet svaret, er du altid velkommen til at ringe til kontaktpersonen i ansættelsesudvalget.

Ansættelseskontrakten

Hvis du har fået tilbudt stillingen, vil du via mail modtage et ansættelsesbrev, som fra SSI’s side er juridisk bindende. Du vil i brevet blive bedt om at fremsende relevant dokumentation herunder eksempelvis eksamensbeviser og tidligere ansættelsesbeviser. Efter vi har modtaget dokumentationen, vil der gå ca. 14 dage før du modtager din kontrakt.

Sidst redigeret 17. januar 2012

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til rekrutteringsforløbet eller hvordan du søger en ledig stilling på SSI, kan du sende os en mail. Vi vil her efter vende tilbage til dig, så snart vi har mulighed for det.