Værdier
Statens Serum Instituts værdier er et udtryk for, hvordan vi på SSI mener, at vi på bedst mulig vis kan opfylde de krav, vi bliver stillet overfor som en moderne, højteknologisk virksomhed.
Med udgangspunkt i SSI´s værdigrundlag har SSI vedtaget værdierne anerkendelse, kompetenceudvikling og forandring.
SSI's værdigrundlag er:
- at forene menneskelige, faglige og forretningsmæssige hensyn
- at udøve anerkendende ledelse på alle niveauer i organisationen
- at udvise forståelse og respekt for det enkelte individ
- at praktisere åbenhed, loyal og reel kommunikation
- at sikre personlig udvikling i et forpligtende arbejdsfællesskab
Anerkendelse
Den grundlæggende tilgang til ledelse og samarbejde på SSI er at anerkende og værdsætte den enkeltes, gruppens og hele organisationens ressourcer og færdigheder. Den anerkendende tilgang skaber et positivt arbejdsklima, der dels har en mærkbar effekt på kvaliteten af arbejdet og produktiviteten, og som dels skaber engagerede og motiverede medarbejdere.
Kompetenceudvikling
Medarbejdernes viden og færdigheder er SSI´s råstof. Ved udvikling og anvendelse af den enkelte medarbejders talent opnås den bedste kvalitet og effektivitet. Kompetenceudvikling er desuden et af de mest åbenlyse værktøjer til at skabe medarbejdertilfredshed og dermed fastholde medarbejderen.
Forandring
Forandring er en naturlig del af SSI´s virkelighed på alle planer. Der stilles til stadighed krav om forandringsparathed og fleksibilitet. Medarbejderne skal kunne håndtere nye omstændigheder konstruktivt og effektivt. Den proaktive medarbejder er med til at skabe fremtiden.
Sidst redigeret 7. juli 2010