Lønpolitik
Statens Serum Instituts lønpolitik har til formål dels at fastholde nuværende medarbejdere, og dels at gøre det muligt at rekruttere de bedst egnede nye medarbejdere
Rekruttering
I forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere sker lønfastsættelsen ud fra SSI´s lønstruktur. I rekrutteringsprocessen er der åbenhed omkring lønniveauerne på SSI, så den enkelte jobkandidat får kendskab til baggrunden for den løn, vedkommende tilbydes. Den endelige løn aftales med den pågældendes tillidsrepræsentant.
Ud over den kontante honorering tilbyder SSI en række attraktive personalegoder som en del af den samlede lønpakke.
Fastholdelse
Den enkelte medarbejders arbejdsglæde og motivation styrkes, når medarbejderen oplever sin løn som fair og forståelig. Det er SSI´s vurdering, at åbenhed i lønforhandlingsprocessen øger retfærdighedsoplevelsen hos medarbejderne. Gennemskuelighed dels med hensyn til hvordan tillægsforhandlingerne foregår, dels med hensyn til hvad der kræves for at stige i løn, står derfor centralt i SSI´s lønpolitik. Offentlighed omkring hvilke medarbejdere, der på hvilken baggrund har fået løntillæg, er et vigtigt redskab i den forbindelse.
SSI er omfattet af statslige overenskomster. Heri er defineret en mindsteløn, som i mange tilfælde suppleres med løntillæg i form af kvalifikationsløn.
En gang årligt forhandles varige løntillæg. Engangstillæg forhandles løbende hen over året. I forhandlingerne er medarbejderne repræsenteret af deres tillidsrepræsentant.
Centralt for fastholdelse af medarbejderne er derfor følgende tiltag på SSI:
- Åbenhed om lønfastsættelsen
- Gennemskuelighed omkring sammenhængen mellem løn og indsats
- Gennemskuelighed vedr. tillægforhandlingsproceduren
- Offentliggørelse af løntillæg og tillægsmodtagere
Sidst redigeret 18. august 2010