PDF-ikonPrintikonTip en ven

Den Nationale Afdeling for TB og Mykobakterier

Velkommen til Den Nationale Afdeling for TB og Mykobakterier. Her kan du finde information om laboratoriets forskningsaktiviteter og andre af laboratoriets initiativer.

Den Nationale Afdeling for TB og Mykobakterier har ganske unikke muligheder for forskning, idet laboratoriet de seneste 100 år har varetaget mikroskopi og senere al dyrkning for mykobakterier fra humane prøver for hele kongeriget og har laboratoriedata fra 1936. Da tuberkulose (TB) tillige er klinisk anmeldelsespligtig findes optimale muligheder for epidemiologisk forskning. De nuværende forskningsmæssige satsningsområder udnytter DNA teknologiske landvindinger. For resistente tuberkulose-bakterier undersøges genmutationer som årsag til resistens ligesom molekylærbiologien anvendes til at undersøge smittespredning.

Aktuelle forskningsområder

Genotypning af Mycobacterium tuberculosis stammer vha MIRU VNTR i 24 loci.

  • TB epidemiologi i Danmark baseret på genotypning (fra 1992 og frem) 
  • Resistensforekomst, recidiv og behandlingsudfald af TB i Danmark. 
  • Farmakokinetik af anti-tuberkuløse stoffer i specielle patient populationer. 
  • Heteroresistens i M. tuberculosis.

Forskningsresultater

Laboratoriets forskning har de seneste år fokuseret på de diagnostiske muligheder som moderne molekylærbiologiske teknikker giver. Laboratoriet har bl.a. vist at resistensgivende mutationer ofte kan påvises i primære patient-prøver, såedes at behandlingen kan tilrettes på et tidligt tidspunkt. Nylig forskning har ligeledes vist at behandlingen af isoniazid resistent TB og multi resistent TB overordnet set er god i Danmark, selvom der kan være tale om langvarig behandling. En undersøgelse af recidiv blandt alle TB patienter har ligeledes vist at kun knap 2 % får tilbagefald af deres sygdom og at det of-test er patienter med udbredt sygdom ved diagnosen, der får tilbagefald. Differentiering af arterne inden for M. tuberculosis komplekset er ligeledes et interessant forskningsområde, idet det kan vise sig at forskellige arter skal behandles forskelligt.

Genotypning af DNA’et fra de enkelte TB patienters bakterier blev opstartet i 1992 ved den såkaldte RFLP metode (restriction fragment length poly-morphism). Denne metode er nu erstattet af en MIRU VNTR metode. Geno-typningsmetoder er blandt andet anvendt til at beskrive spredning af en speciel smittekæde (MIRU VNTR 1112-15 / RFLP C-2) fra København – smittekæden omfatter bl.a. en del danske mænd. Denne smittekæde er tillige spredt til Grønland. Genotypning har ligeledes været anvendt til at vise spredning af isoniazid resistent TB samt meget begrænset smittespredning af multiresistent TB i Danmark. Generelt har man hidtil ment at smitte med M. tuberculosis krævede langvarig tæt kontakt. Nylige studier tyder på at smitte i nogle tilfælde sker efter kort kontakt. Endelig er metoderne anvendt til at undersøge smittespredning mellem danskere og somaliere, hvilket viste meget begrænset smitte mellem grupperne.

Andre mykobakterier - såkaldte non-tuberkuløse mykobakterier, atypiske mykobakterier eller MOTT Mycobacteria other than M. tuberculosis – ses specielt blandt patienter med nedsat immunitet. En stor opgørelse af danske data viste at mænd over 65 år med anden sygdom havde den dårligst prognose. De seneste ca 15 år er beskrevet talrige nye mykobakterier. Mykobakterierne har nok altid fandtes, men nye teknikker har muliggjort påvisningen af dem. Statens Serum Institut har fx. beskrevet en potentielt patogen bakterie, M. arosiense, som blev påvist hos et barn fra Århus – deraf navnet.

Samarbejdesrelationer

Som centrallaboratorium prioriteres forskningsprojekter, hvor eksterne samarbejdspartnere ønsker at undersøge et specifikt forskningsspørgsmål, højt. Laboratoriet indgår i en række arbejdsgrupper, herunder Det Danske TB Ekspert Panel, Det Baltiske-Nordiske TB Netværk, ledelsesgruppen for det Europæiske TB Reference Laboratorium Netværk samt ECDCs og WHOs koordinations gruppe for overvågning af TB i Europa-regionen.

Afdelingens øvrige opgaver

Laboratoriet er Nationalt TB Reference Laboratorium og Internationalt Reference Laboratorium og varetager:

Laboratoriebaseret overvågning af human tuberkulose (TB) for Danmark, Grønland og Færøerne

  • Bidrage til TB overvågning ved årlige opgørelser af sygdomslokalisation, smittefarlighed, resistensandel og transmission af M. tuberculosis kompleks i samarbejde med Epidemiologisk Afdeling.
  • Varetage overvågning af resistent M. tuberculosis inkl. multiresistent (MDR) og ekstensiv resistent (XDR) M. tuberculosis.
  • Deltage i national rapportering i form af TB årsopgørelser i Epi-Nyt.
  • Deltage i international rapportering i form af indsendelse af TB data til ECDC og WHO.
  • Varetage løbende genotypning af isolerede M. tuberculosis stammer i Danmark (introduceret 1992). 

Diagnostisk påvisning af mykobakterier inkl. M. tuberculosis kompleks i humane prøver for Danmark, Grønland og Færøerne

  • Diagnostisk påvisning af aktiv tuberkuløs sygdom samt sygdom med Non-Tuberkuløse Mykobakterier (NTM) ved hjælp af mikroskopi, PCR, dyrkning og identifikation
  • Diagnostisk påvisning af resistens ved hjælp af proportionsmetode samt mutationsanalyse ved arrayteknik for rifampicin og isoniazid
  • Diagnostisk påvisning af M. tuberculosis infektion ved interferon-gamma detektion i ELISA efter antigen stimulation
  • Koncentrationsmåling af antituberkuløse stoffer.

Referencefunktioner

  • Udføre nationale referencefunktioner i form af rådgivning og fremsendelse af blindprøver til mikroskopi på lokale mikrobiologiske afdelinger efter anmodning.
  • Rådgive om forebyggelse, behandling, smittespredning og smitteopsporing samt tolkning af analyseresultater.
  • Udføre analyser for Island og Litauen

Sidst redigeret 31. august 2010

Sygdomsleksikon

Kontakt

National afdeling for TB og Mykobakterier

Vibeke Østergaard Thomsen
Laboratorieleder

Tlf.: 3268 3704


Michael Rasmussen
Biokemiker

Tlf.: 3268 3727


Laboratoriet kan kontaktes på  eller
Tlf.: 3268 3731 i dagtiden
Fax: 3268 3871