Indikation
Undersøgelse for seksuelt overførbar infektion. Inden oplægning af spiral, abortus provocatus og hysterosalpingografi. Undersøgelse for lymfogranuloma venereum (LGV).
Prøvemateriale
Podning fra urethra, cervix, rectum, vagina, øjne. Førstladte urin. Sæd. Sekret fra luftveje. Ved mistanke om lymfogranuloma venereum podning eller biopsi fra sår eller aspirat fra lymfeknude.
Prøvetagning
God kontakt mellem podepind og slimhinde er vigtig fordi klamydiainklusioner findes i epithelceller, men ikke i pusceller. Kvinder podes fra urethra og cervix. Podepinden føres ind i urethra/cervicalkanalen, hvorefter den roteres og gnides adskillige gange frem og tilbage mod slimhinden. Mænd podes fra urethra. Podepinden føres 3 - 4 cm ind i urethra, hvorefter den roteres og gnides adskillige gange frem og tilbage mod slimhinden. Fra rectum podes om muligt under brug af proktoskop. Sæd indsendes i tørglas. Nyfødte eller voksne med konjunktivit podes fra nedre øjenlåg ved at skrabe med podepinden hen over slimhinden. Podepinden anbringes straks i transportmediet og afklippes således, at hætten let kan skrues på. Prøverøret mærkes med navn eller initialer og fødselsdato samt podested. Urinopsamling: Patienten bør ikke have ladt vandet inden for de forudgående to timer. 10 - 15 ml af den førstladte urin opsamles uden forudgående afvaskning i en passende beholder, som mærkes med patientdata og sendes i forsendelseshylster til laboratoriet.
Svartid
Negativt skriftligt svar afsendes følgende hverdag, hvis prøven er modtaget i laboratoriet inden kl. 10.15.
Positivt resultat afventer konfirmatorisk test, som foreligger den følgende arbejdsdag, hvorefter skriftligt svar afsendes.
Prøver, der ikke kan bedømmes i første test på grund af inhibition, undersøges den følgende arbejdsdag i fornyet analyse.
Prøver og biopsier fra sår og rectum, samt aspirater fra lymfeknuder vil automatisk blive undersøgt med genotypningsmetode som påviser Chlamydia trachomatis genovar L 1-3, der forårsager lymfogranuloma venereum, LGV. Svar på genotypning foreligger efter 2 - 3 arbejdsdage fra prøven er modtaget. Såfremt andet prøvemateriale ønskes undersøgt for LGV bedes dette anført tydeligt på rekvisition eller i kliniske bemærkninger.
Rekvirering
Undersøgelsen kan rekvireres via WebReq i modulet "Klinisk Kemi" eller på blanket nr. 1 "Bakterier" (lys orange kant).
Webreqnavn
Chlamydia trachomatis, PCR
Tolkning
Positivt resultat er tegn på igangværende eller nylig overstået infektion med C. trachomatis. Negativt resultat udelukker ikke infektion.
Svar
Påvist, ikke påvist, inkonklusiv.
For LGV genotypning:
Positiv; Chlamydia trachomatis genovar L påvist,
Negativ; Chlamydia trachomatis genovar L IKKE påvist, men non-LGV Chlamydia trachomatis genovar påvist.
Inkonklusiv; Undersøgelsen kan ikke gennemføres da prøven ikke indeholder tilstrækkeligt Chlamydia trachomatis DNA.
Laboratoriesvarnavn
Chlamydia trachomatis, PCR
Tidspunkt for prøvetagning
Så vidt muligt inden behandling med antibiotika påbegyndes. Metoden bør ikke anvendes til behandlingskontrol, da døde bakterier kan påvises i op til 5 uger fra behandlingsstart.
Udstyr og emballering
Chlamydia podepind samt plastrør med UTM transportmedium. Podning med hvid vatpind og transport i spidsglas med få dråber sterilt isotont saltvand er en alternativ mulighed. Til urinopsamling anvendes plastrør med rødt skruelåg, spidsglas eller specielt urinprøvetagningssæt.
Undersøgelsens princip
C. trachomatis DNA i prøven påvises ved sekvensspecifik genforstærkning, PCR af en sekvens fra det kryptiske plasmid fra C. trachomatis. Alle positive resultater konfirmeres ved påvisning af en anden C. trachomatis gensekvens. Validiteten af et negativt resultat sikres ved samtidig amplifikation af en intern kontrol. Ca. 1 % af urinprøverne indeholder komponenter der hæmmer PCR og vil blive besvaret som inkonklusiv og kan derfor ikke bedømmes.
Undersøgelsen kan udføres i henhold til Vævsloven (Lov nr. 273 af 01/04/2006), dette forudsætter at der indgås kontrakt mellem rekvirenten og SSI herom. Standardkontrakt og rekvisitionsblanketter kan rekvireres på tlf. 3268 3938 eller via .
Akkreditering
Undersøgelsen er akkrediteret af DANAK efter ISO 17025.