PDF-ikonPrintikonTip en ven

Bakteriologisk undersøgelse, almindelig: Mikroskopi, dyrkning og resistensbestemmelse (R-nr. 101)

Indikation

Blod: Formodning om bakteriæmi, herunder septikæmi og endokarditis.
Dialysevæse: Formodning om infektion, herunder peritonit.
Spinalvæske: Hasteundersøgelse er indiceret ved forøget antal leukocytter i spinalvæsken, misforhold mellem glukosekoncentrationen i spinalvæske og blod samt ved klinisk tilstand, der tyder på bakteriel meningitis.
Sterile områder, sårsekret, sekret fra nedre luftveje, og sekret fra øvre luftveje, øjne, øre: Formodning om bakteriel infektion.

Prøvemateriale

Blod: Veneblod, evt. arterieblod. Fra voksne 25 - 30 ml pr. bloddyrkningssæt, fra nyfødte og små børn 1 - 3 ml pr. flaske. 1 eller 2 bloddyrkningssæt er almindeligvis nok. Ved mistanke om endokarditis anbefales 3 bloddyrkningssæt med separat indstik taget med minimum 1 times intervaller.
Dialysevæske: 10 ml væske pr. bloddyrkningsflaske. 1 bloddyrkningssæt er almindeligvis nok.
Sekret fra nedre luftveje: 0,5 - 2 ml ekspektorat, larynx- og trakealsekret eller bronkoskopisk ophentet materiale, fx. BAL. Ekspektorat bør ophostes i sterilbeholder efter forudgående mundskylning og ikke hentes fra "spyttekrus". Sugning bør kun finde sted, mens kateterets spids befinder sig i larynx/trachea.
Sekret fra øvre luftveje, øjne, øre: Podemateriale fra mundslimhinde, tonsiller, rhinopharynx, larynx, bihuler, øjne og ører. Evt. aspirat fra mellemøre og bihuler. Det er vigtigt kun at berøre det slimhindeområde, som skal undersøges, og at opsuge tilstrækkeligt sekret på podepinden.
Spinalvæske: Spinalvæske 2 - 3 ml. Evt. medsendes yderligere spinalvæske tilsat 2 % formalinsaltvand. Huden desinficeres omhyggeligt på indstikstedet. Til den bakteriologiske prøve udtømmes 2 - 3 ml væske i det tomme rør. Ved purulent spinalvæske kan der tillige udtømmes væske i prøverøret med formalinsaltvand beregnet til mikroskopi.
Sterile områder: Væsker: Ascitesvæske, ledvæske, pleuravæske, drænvæske og lignende 2 - 3 ml. Indsendelse af materiale på podepind bør om muligt undgås; den giver for lidt prøvemateriale og umuliggør mikroskopi.
Pus: Fra absces, cicatrice mm. 2 - 3 ml. Indsendelse af materiale på podepind bør om muligt undgås; den giver for lidt prøvemateriale og umuliggør mikroskopi.
Væv: Biopsier og sektionsmateriale, derunder hjerteblod og spinalvæske fra sektion.
Fremmedlegemer: Kateterspidser, osteosyntesemateriale o.a. Væsker og pus udtages ved perkutan punktur eller ved punktur af drænslange nær patienten. Aldrig fra beholder eller flaske langt fra patienten. Desinficér hud eller slange med sprit eller klorhexidinsprit.
Sårsekret: Podemateriale på kulpodepind i SSI transportmedium (Stuarts) eller ESwab. Tilblanding af bakterier fra tilstødende hud og slimhinder skal søges undgået.
Urin: Urin 2 - 3 ml eller flexicult. Dip-slide med signifikant vækst kan indsendes til nærmere undersøgelse, men det anbefales at gemme den oprindelige urinprøve ved 4 ºC og indsende den i kølecontainer ved fund af signifikant vækst på dip-slide. Urin kan udtages fra blæren ved midtstråleteknik, kateterisation, blærepunktur eller fra kateter à demeure med opsamling fra urinpose eller efter afklemning af kateter. Ved midtstråleurin og diagnostisk kateterurin er det vigtigt at mindske tilblanding af bakterier fra uretra og huden i genitalområdet. Området omkring den ydre uretraåbning afvaskes omhyggeligt flere gange med sæbevand eller sterilt vand før prøvetagningen. Prøven opsamles eller kateteret indføres mens labia holdes adskilte eller præputium holdes tilbage. Den midterste portion af urinstrålen opsamles direkte i prøverøret eller i et sterilt bæger, hvorfra prøven da hældes i prøverøret.

Prøvetagning

Blod: Venepunktur: Omhyggelig aseptisk teknik er helt afgørende. Bloddyrkningsprøverne bør tages først i en række af blodprøver. Indstiksstedet identificeres. Der udføres huddesinfektion 2 gange. Desinfektionsmidlet skal have lov til at tørre mellem påføringerne og inden punkturen (en virketid på 1 minut er optimal). Det desinficerede hudområde må ikke kontamineres ved efterfølgende berøring. Snaphætterne tages af, og gummipropperne desinficeres. Kanyleholderen monteres med kanyle eller sommerfugl, venestasen anlægges igen, og venen perforeres. Flasken indføres i kanyleholderen, og gummiproppen perforeres. Flasken holdes med bunden nedad, så man kan følge blodets indløb i flasken. Der skal tages 8 - 10 ml pr. flaske på voksne, 1 - 3 ml på børn. Flasken trækkes ud af kanyleholderen og vendes nogle gange for at forhindre koagulation. Det midterste nummer på hver flaskeetiket afrives og påsættes indsendelsessedlen. Undgå tilklistring af flaskens flader med patientidentifikation, som hindrer frit indblik i flasken.

Svartid

Blod og dialysevæske: Positive fund udtelefoneres straks, og skriftligt svar afsendes derefter. Negative svar afsendes 5 dage efter flaskernes modtagelse.
Sterile områder, sårsekret, sekret fra nedre luftveje, sekret fra øvre luftveje, øjne, øre, spinalvæske.

Rekvirering

Undersøgelsen kan rekvireres via WebReq i modulet "Klinisk Kemi" eller på blanket nr. 1 "Bakterier" (lys orange kant).

Webreqnavn

Dyrkning og resistens, ekspektorat Dyrkning og resistens, luftvejspod. Dyrkning og resistens, øjepodning Dyrkning og resistens, biopsi Dyrkning og resistens, steril væske Dyrkning og resistens, urin

Tolkning

Blod og dialysevæske: Fund af bakterier eller svampe i blod kan betyde bakteriæmi eller septikæmi på prøvetagningtidspunktet, men forurening af prøven ved prøvetagningen eller i laboratoriet er også en mulighed. Arten og mængden (antal positive bloddyrkningsflasker) kan vejlede om fundets betydning. Fundet skal altid sammenholdes med det kliniske billede.
Sekret fra nedre luftveje: Prøvens egnethed, vurderet ved mikroskopi, er afgørende for tolkningen af det bakteriologiske fund. Mangel på cylinderepitel, leukocytter samt større mængder pladeepitel tyder på, at prøven er uegnet. Ved BAL kan tilblanding af svælgsekret næsten undgås.
Spinalvæske: Forurening af spinalvæskeprøven kan ske fra patientens hud og omgivelser. Det vil ofte være bakterier, som sjældent fremkalder meningitis, og spinalvæsken vil almindeligvis være uden pleocytose.
Sterile områder: Ved korrekt prøvetagning er ethvert bakteriefund patologisk.
Sårsekret og sekret fra øvre luftveje, øjne, øre: Fund af potentielt patogene bakterier er ikke ensbetydende med, at man har fundet det ætiologiske agens. Angivelse af resistensforhold for en funden bakterie betyder ikke, at antibiotikabehandling tilrådes. Det kan være nødvendigt at konsultere en klinisk mikrobiolog.
Urin: Svaret oplyser bakterietallet hvis der er > 1000 (103) pr. ml urin af en eller flere af følgende urinvejspatogene bakterier: Escherichia coli; eller andre Enterobacteriaceae, Pseudomonas aeruginosa, Staphylococcus saprophyticus, Enterococcus faecalis eller Aerococcus urinae og gærsvampe. For ureterurin, blærepunktururin eller urin udtaget ved perkutan punktur fra nyrepelvis oplyses også mindre bakterietal. Desuden angives de fundne bakteriers resistensforhold og art. I ureterurin kan selv meget små bakterietal være tegn på infektion. Blærepunktururin er normalt steril, og selv små bakteriemængder må derfor tillægges betydning, men det er reglen, at bakterietallet er stort ved urinvejsinfektion. Bakterietal 103/ml i midtstråle- og kateterisationsurin af ovenstående bakterier er oftest tegn på urinvejsinfektion, især hvis det kan bekræftes ved gentagen urindyrkning hos en patient med symptomer på urinvejsinfektion. Hvis patienten ikke har symptomer på urinvejsinfektion, og 2 urinprøver taget med et døgns mellemrum viser vækst af samme bakterier med bakterietal 105/ml urin, har patienten asymptomatisk bakteriuri. Ved prøve fra kateter à demeure tillader bakterietallet ikke at afgøre, om der foreligger urinvejsinfektion. Prøven kan indeholde bakterier fra vækst i kateteret eller posen.

Bemærkning

Blod: Bakteriæmi/septikæmi udgår som regel fra en fokal infektion, som bør identificeres med henblik på effektiv behandling.
Dialysevæske: Peritonit kan opstå som følge af kateterinfektion. Prøver fra kateter og huden omkring kateteret bør overvejes.
Spinalvæske: I forbindelse med lumbalpunktur ved bakteriel meningitis bør der samtidig foretages bloddyrkning. Ved mistanke om meningokoksygdom bør der også indsendes svælgpodning. Hvis undersøgelsen specielt sigter mod at påvise tuberkuløs meningitis, skal der tillige sendes en spinalvæskeprøve til Mykobakteriologisk Laboratorium. Hvis undersøgelsen sigter mod at påvise meningitis forårsaget af gærsvampe, skal dette anføres på følgesedlen. Hvis undersøgelsen også sigter mod at påvise virus, skal der helst sendes en separat spinalvæskeprøve til Virologisk afdeling. Alternativt kan man efter forudgående aftale med Afdeling for Klinisk Mikrobiologi og Virologisk afdeling få foretaget virologisk undersøgelse af supernatanten fra spinalvæskeprøven, som er sendt til bakteriologisk undersøgelse. 
Sekret fra øvre luftveje, øjne, øre: Podemateriale fra øvre luftveje kan også undersøges med henblik på særlige bakterier: difteribakterier, mykobakterier mm.
Urin: Har man formodning om urinvejsinfektion med anaerobe bakterier og ønsker dyrket herfor, må dette rekvireres på prøvesedlen. Anaerob bakteriologisk urinundersøgelse med kvantitativ vurdering af prøveresultatet kan have begrænset værdi. Undersøgelsen omfatter ikke mykobakterier.

Svar

Beskrivelse af mikroskopiske fund, fremkommen vækst og antibiotisk følsomhedsmønster.

Laboratoriesvarnavn

Bloddyrkning D+R Dyrkning og resistens

Tidspunkt for prøvetagning

Blod og dialysevæske: Hurtigst muligt ved formodning om bakteriæmi/infektion. Er patienten i antibiotikabehandling, tages blodet før indgift af næste dosis, mens antibiotikakoncentrationen i blodet er lavest. Sterile områder, sårsekret, sekret fra nedre luftveje, sekret fra øvre luftveje, øjne, øre, og spinalvæske: Så vidt muligt før antibiotikabehandling påbegyndes.
Urin: Inden prøvetagningen bør man tilstræbe en vis præinkubering af urinen i blæren. Det er ønskeligt at prøven tages > 3 timer efter sidste vandladning, hvorfor det er bedst at undersøge den første morgenurin.

Udstyr og emballering

Blod og dialysevæske: 1 bloddyrkningssæt bestående af 2 aerobe flasker og 1 anaerob flaske: Bactec Plus Aerobic/f og Bactec Plus Anaerobic/f Medier. Til nyfødte og små børn Bactec Peds Plus/f (Pediatric Medium). Bloddyrkningsflaskerne indsendes til afdelingen i en særligt indrettet, varmeisolerende og stødisolerende kasse.
Spinalvæske: Plastrør med skruelåg. Evt. yderligere et rør tilsat 1 ml 2 % formalinsaltvand. Formalintilsætning skal markeres tydeligt på røret. Beskyttelsesrør.
Sterile områder, sekret fra nedre luftveje og sekret fra øvre luftveje, øjne, øre: Plastrør med skruelåg, ekspektoratdåse el. lign. Ved prøvetagning med sprøjte og kanyle overføres materialet til plastrør med skruelåg. Beskyttelsesrør.
Urin: Plastrør med skruelåg, spidsglas, evt. specielt urinprøvetagningssæt. Transportkølebeholder (2 - 8 °C) hvis forsendelsestiden er > 2 timer. Ellers blot beskyttelsesrør.

Opbevaring

Blod, dialysevæske og spinalvæske: Ved stuetemperatur indtil afsendelsen. Sterile områder, sårsekret, sekret fra nedre luftveje, sekret fra øvre luftveje, øjne, øre og urin: Opbevares på køl (2 - 8 °C) og sendes hurtigst muligt.

Forsendelse

Spinalvæske: Kurer, hurtigst muligt. Kuverten mærkes haster.

Undersøgelsens princip

Blod: Dyrkning af blod i aerobt og anaerobt substrat under let undertryk. Fremvoksede bakterier eller svampe identificeres og resistensbestemmes. Flaskerne undersøges for vækst umiddelbart efter ankomsten til afdelingen og derefter kontinuerligt i 5 dage. Dialysevæske: Dyrkning af dialysevæske i aerobt og anaerobt substrat under let undertryk. Fremvoksede bakterier eller svampe identificeres og resistensbestemmes. Flaskerne undersøges for vækst umiddelbart efter ankomsten til afdelingen og derefter kontinuerligt i 5 dage.
Sterile områder: Mikroskopi samt aerob og anaerob dyrkning med efterfølgende identifikation og resistensbestemmelse. Sårsekret: Aerob dyrkning med efterfølgende identifikation og resistensbestemmelse. Sekret fra nedre luftveje: Mikroskopi med henblik på prøvens egnethed og evt. foreløbigt svar. Aerob dyrkning af patogene bakterier og svampe med efterfølgende identifikation og resistensbestemmelse. Evt. også anaerob dyrkning, se under bemærkninger.
Sekret fra øvre luftveje, øjne og ører: Aerob dyrkning af patogene bakterier og svampe med efterfølgende identifikation og resistensbestemmelse.
Spinalvæske: Mikroskopi og aerob dyrkning af bundfaldet fra den centrifugerede prøve med efterfølgende identifikation og resistensbestemmelse. Anaerob dyrkning foretages på udvalgte patientgrupper.
Urin: Kvantitativ aerob dyrkning i 1 døgn med efterfølgende identifikation og resistensbestemmelse af bakterier, som forekommer i betydende mængde eller af en anden grund skønnes at have klinisk betydning. Evt. også anaerob dyrkning, se under bemærkninger.

Akkreditering

DANAK logo   Undersøgelsen er akkrediteret af DANAK efter ISO 17025.

Bestillingskode

SSI02101, SSI03101, SSI04101, SSI05101, SSI06101, SSI07101, SSI08101, SSI09101, SSI10101

Svarkode

SSI02101, SSI03101, SSI04101, SSI05101, SSI06101, SSI07101, SSI08101, SSI09101, SSI10101

Artikelnummer

679, 48787,48788, 670, 671, 48789, 668, 669, 666, 667, 646, 643, 632, 664, 665, 48785, 48786

Sidst redigeret 5. maj 2011

Søg diagnostisk undersøgelse

Eller

Kontakt

Afdeling for Mikrobiologisk Diagnostik
Dyrknings Driftscenter, Kl. Mikrobiologisk Lab.

Tlf.: 3268 3236
Fax: 3268 3873

Diagnostik-Nyt

Tilmeld dig nyhedsbrevet her og få nyheder om de diagnostiske ydelser direkte i din mailboks.