Information til rejsende til områder berørt af fugleinfluenza
Fugleinfluenza A H5N1 hos mennesker har været påvist i visse lande i Asien og i Egypten på et stabilt lavt niveau siden 2004. Der er aktuelt ingen restriktioner i forbindelse med rejse til de berørte lande
Fugleinfluenza udgør under normale forhold ingen smitterisiko for mennesker. Store mængder af virus formodes at blive udskilt via afføring fra inficerede fugle, derfor anbefales rejsende til området at undgå kontakt med levende fjerkræ, for eksempel på markeder og lignende, hvor der sælges levende dyr.
Der er ingen risiko ved at spise tilberedt fjerkræ, idet virus ødelægges ved opvarmning. Fjerkræ skal således gennemsteges/koges. Dette gælder også for æg.
For at minimere risikoen for smitte, er god håndhygiejne yderst vigtig. Vask hænderne ofte i varmt vand og sæbe eller i alkoholbaserede desinfektionsmidler.
Der er tale om forholdsvis få sygdomstilfælde blandt mennesker i Asien, og smitterisikoen kan let afværges ved at følge ovenstående råd.
Udvikler rejsende influenzalignende symptomer i forbindelse med deres ophold, kan dette skyldes mange forskellige infektioner.
Derfor anbefales det ikke, at rejsende medbringer medicin til selvbehandling af influenza.
Derimod tilrådes det at søge læge.
Se også:
Fødevarelsens side: Undgå at bringe fugleinfluenza med til Danmark
Rejser og smitsomme sygdomme (SSI)
Sidst redigeret 6. oktober 2011