Tema om havbakterier i badevand
Der er naturlig forekomst af bakterier i havet. Disse havbakterier formerer sig hurtigere, når havtemperaturen stiger. Nogle somre er mængden af havbakterier derfor større end andre. Dette medfører dog ikke, at badning generelt frarådes
Hvad er havbakterier?
I havvand er der en naturlig forekomst af blandt andet vibrio- og shewanella-bakterier. Nogle af disse kan medføre sygdom hos mennesker. Forekomsten af bakterierne afhænger af havvandets indhold af salt og næringsstoffer og af vandtemperaturen.
Den største forekomst ses i områder, hvor vandets temperatur i længere perioder overstiger 20 grader.
Hvilke sygdomme kan havbakterier medføre?
Havbakterier i badevand kan medføre øreinfektioner eller småinfektioner i huden. Bakterien trænger som regel ind gennem et sår i huden, men det er ikke altid, at der er en "indgangsport" for bakterien.
Nogle havbakterier kan i sjældne tilfælde medføre alvorlig sygdom som blodforgiftning, der i værste fald kan ende dødeligt.
Alvorlig sygdom kan udvikle sig meget hurtigt.
Hvem kan blive alvorligt syge?
De mennesker, der bliver alvorligt syge, er næsten altid mennesker med visse kroniske sygdomme eller svækket immunforsvar.
Det drejer sig især om:
- mennesker med nedsat leverfunktion
- mennesker med sygdomme i blodet
- mennesker med andre sygdomme, der medfører nedsat immunforsvar
- mennesker, der får lægemidler, som medfører nedsat immunforsvar
Disse personer bør udvise forsigtighed i forbindelse med badning, eller ved anden tæt kontakt med havvand, som fx ved fiskeri.
Kan jeg bade?
Mulig forekomst af havbakterier medfører ikke generelle restriktioner for badning. Hvis man er sund og rask, kan man bade, som man plejer. Det er på mange måder sundt for både krop og sjæl at bade.
Hvis man lider af en af de omtalte sygdomme, bør man udvise forsigtighed, hvis der er risiko for opblomstring af havbakterier, og især hvis man har et sår.
Forsigtighed kan fx udvises ved at:
- begrænse badning
- tage korte bade
- tørre sig grundigt med et rent håndklæde
Badevandet bliver løbende kontrolleret, og der kan i løbet af sommeren komme lokale anbefalinger, der afviger fra disse generelle råd.
Hvordan ved jeg, om der er opblomstring af havbakterier?
Det er kommunen, der er ansvarlig for badevandet. Man bør derfor henvende sig til sin kommune for at høre, om der er strande, der er i risikozone, dvs. om der er stor sandsynlighed for, at der er opblomstring af havbakterier.
Hvis man har svækket immunforsvar, er der en vis, omend meget lidt øget, risiko ved at bade, når vandtemperaturen i en uges tid har været over 15 grader i områder med lavt saltindhold (fx Østersøen, mindre bugter og fjorde) eller 20 grader i resten af landet.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver syg efter badning?
Hvis man i dagene efter badning får feber, en større hud- eller øreinfektion, skal man hurtigt søge læge.
Sidst redigeret 12. juli 2011