Tema om autoimmune sygdomme
Autoimmune sygdomme er en fælles betegnelse for en række sygdomme, som alle er karakteriseret ved, at immunsystemet angriber kroppens egne molekyler. Stofskiftelidelser, type 1 sukkersyge, leddegigt og dissemineret sklerose er eksempler på autoimmune sygdomme.
Menneskets immunsystem skal gennem hele livet reagere effektivt mod forskellige typer af trusler. En vigtig forudsætning for det er, at immunsystemet ved, hvad der er ens egen organisme, og hvad der skal bekæmpes, så immunreaktionerne ikke ødelægger egne celler og væv.
Autoimmune sygdomme opstår, når immunsystemet reagerer på kroppens egne celler og således begynder at nedbryde kroppens egne komponenter. Klik her for at se en figur, der viser immunsystemets funktion i den normale og autoimmune organisme.
Resultatet er en destruktiv betændelsesproces, der f.eks. ødelægger ledstrukturer ved leddegigt, insulinproducerende celler i bugspytkirtlen ved type 1 diabetes, myelinskederne i centralnervesystemet ved dissemineret sklerose og kirtelvæv ved Sjögrens sygdom. Alle autoimmunsygdommes symptomer skyldes sådanne fejlregulerede immunreaktioner, der giver vedvarende betændelsesreaktioner i væv og organer.
Klik her for at se en figur, der viser eksempler på autoimmunsygdomme med angivelse af, hvilke organer eller væv, der er mål for kroppens egne antistoffer.
Flest kvinder i 20-40 års alderen
Den typiske patient er en kvinde i 20-40 års alderen ved sygdomsdebut. Det er meget sjældent, at børn og unge får autoimmunsygdomme.
Leddegigt er den hyppigst forekommende autoimmun sygdom
Autoimmune sygdomme spænder i hyppighed lige fra ret almindelige sygdomme som stofskiftelidelser, type 1 sukkersyge, leddegigt og dissemineret sklerose med tilsammen omkring 100.000 patienter i Danmark til meget sjældne tilstande med ganske få patienter.
Et mysterium hvad der sætter sygdommene i gang
Man ved stadig meget lidt om, hvad det er, der får immunsystemet til at reagere forkert, så autoimmune sygdomme opstår.
Der har været fremsat forskellige hypoteser, men ingen er endegyldigt bevist, og man må antage at flere af dem – evt. i forening – kan spille en rolle.
Det tyder således på, at mange faktorer er involveret i årsagerne til autoimmunsygdomme, herunder medfødte og genetiske faktorer. Men også miljøfaktorer – først og fremmest infektioner – og deres timing i forhold til immunsystemets udvikling, har betydning.
Diagnose
Afhængigt af hvilken autooimmun sygdom, der er mistanke om, kan diagnosen baseres på blodprøver, som undersøges for forskellige typer af cirkulerende autoantistoffer. Der kan også indgå vævsprøver, som undersøges for vævsskader forårsaget af immunsystemet.
Behandling
Autoimmune sygdomme er kroniske, men varierer i forløbsform, symptomer, behandling og prognose mht. varige skader og patientens overlevelse. Behandlingen tager derfor sigte på at hæmme sygdommen og mindske de gener og skader den forvolder.
Man vil typisk behandle patienterne med immunundertrykkende stoffer som binyrebarkhormoner eller cellegifte, men nye såkaldte biologiske lægemidler forventes at få større betydning fremover.
Et af de nye biologiske lægemidler bremser betændelsesprocesserne ved at blokere for signalmolekyler og har især vist sig effektiv mod leddegigt.
Et andet biologisk lægemiddel blokerer for antistofdannelsen og har vist sig effektivt ved forskellige andre alvorlige og fremskredne autoimmune sygdomme.
Hverken de nye biologiske lægemidler eller de immununderstrykkende stoffer kan helbrede sygdommene.
Forskning
Den aktuelle forskning og udvikling på området koncentrerer sig om forbedret diagnostik og forståelse for disse sygdomsprocesser, specielt de tidligere stadier. Dette skal bane vejen for udvikling af nye og forhåbentlig væsentlig bedre behandlingsstrategier for autoimmunsygdomme.
SSI er involveret i en række forsknings- og udviklingsprojekter, der sigter mod en bedre laboratoriebaseret diagnostik af autoimmune lidelser samt en bedre forståelse for, hvilke sygdomsmekanismer der er involveret i disse kroniske sygdomme.
Sidst redigeret 27. juni 2011