PDF-ikonPrintikonTip en ven

DIAGNOSTIK-NYT

Information om diagnostiske ydelser

Januar 2012

Udredning af øget infektionstilbøjelighed

SSI yder nu en forbedret udredning af defekter i komplementsystemet.
SSI tilbyder nu analyser, der udreder øget infektionstilbøjelighed med invasive infektioner forårsaget af kapselbærende bakterier som meningokokker og pneumokokker.

Indikation

Ved gentagne infektioner af meningokokker eller pneumokokker bør man starte med at screene for defekter eller nedsat funktion i komplementsystemet (R-nr. 406: ”Complement funktion”). Hvis man i denne screening finder at en eller flere af de tre aktiveringsveje er nedsatte eller defekte (dvs. under 10 % funktion i forhold til referenceserum) kan SSI udrede hvilke proteiner der er skyld i den nedsatte aktivering i en af vores nye analysepakker (R-nr. 4321: ”Complementdefekt i klassisk vej”, R-nr. 4325: ”Complemendefekt i alternativ vej”, R-nr. 4326: ”Complementdefekt i lektinvej”). Er flere af aktiveringsvejene nedsat kan det skyldes en defekt i det terminale kompleks, som SSI kan udrede i R-nr. 4332: ”Complementdefekt i terminalt komp”.

Resultat og tolkning

Defekter i den klassiske aktiveringsvej kan lede til gentagne infektioner af pneumokokker eller Hib. Det kan også lede til SLE eller andre autoimmune sygdomme. Defekter i lektinvejen kan lede til gentagne, invasive infektioner af særligt meningokokker men også andre kapselbærende bakterier. MBL deficiens disponerer for recidiverende infektioner og andre tegn på immundefekt, især hos børn under 2 år. Den kliniske betydning af MBL deficiens aftager i takt med at børnenes humorale immunsystem udvikles.

Defekter i den alternative aktiveringsvej kan lede til øget infektionstilbøjelighed for invasive infektioner forårsaget af kapselbærende bakterier som meningokokker, pneumokokker og gonokokker. Defekter i det terminale kompleks C5-C9 medfører først og fremmest øget modtagelighed for invasive infektioner forårsaget af meningokokker og gonokokker. Svartider ligger mellem 1 til 4 uger.

Prøvetagning

10 ml fuldblod eller 5 ml serum. Prøven sendes samme dag. Kan prøven ikke sendes samme dag, skal den opbevares på køl (2 - 8 °C) og sendes hurtigst muligt. Der er mulighed for at udføre analyserne på overskydende prøvemateriale indsendt til R-nr. 406: ”Complement funktion”, hvorved en ny blodtagning undgås.

Rekvirering og priser

Alle undersøgelserne rekvireres via WebReq i modulet KLINISK KEMI eller på blanket 15 Immunologi

R-nr. 4321: ”Complementdefekt i klassisk vej” (Pakke), Pris Kr 1.700,00
R-nr. 4325: ”Complemendefekt i alternativ vej” (Pakke), Pris Kr 1.220,00
R-nr. 4326, ”Complementdefekt i lektinvej” (Pakke), Pris: Kr 1.295,00
R-nr. 4332 ”Complementdefekt i terminalt komp”(Pakke), Pris Kr 1.485,00

Ovenstående analysepakker består af flere analyser, der også kan bestilles særskilt. Læs mere om analyserne på www.ssi.dk/haandbog.

I forbindelse med oprettelsen af disse analyser nedlægges R-nr 407: "Komplement pakke 2 (C1 - C9, C4bBp, Properdin, Faktor B, D, H, I) ".

Yderligere information

For yderligere information ang. undersøgelsen henviser vi til Diagnostisk Håndbog på hjemmesiden www.ssi.dk/haandbog.

Information og rådgivning kan desuden fås ved henvendelse til Klinisk Biokemisk og Immunologisk Afdeling, Biomarkører og Immunologi (BMI), på tlf.: 3268 3362 eller e-mail: autoimmun@ssi.dk

Søg i DIAGNOSTIK-NYT:

Kontakt redaktionen for DIAGNOSTIK-NYT

Center for Administration, Salg og Forretningsudvikling
Redaktør: Ane B. Poulsen
 
Tlf.: 3268 3326
Fax: 3268 3869

ISSN: 1396-4771