DIAGNOSTIK-NYT
Information om diagnostiske ydelser
Juli 2009
Forbedret diagnostik af rickettsioser
Statens Serum Institut har tidligere foretaget serologisk diagnostik af Rickettsia-arter med Weil-Felix reaktion. Nu kan vi tilbyde en specifik immunfluorescensbaseret serologisk metode, som kan skelne mellem de to hovedgrupper af Rickettsia (Spotted Fever Group og Typhus Group). Tillige giver den mulighed for at skelne mellem akut og tidligere infektion ved påvisning af både IgM- og IgG-antistoffer. Desuden har vi siden juli 2008 tilbudt PCR-undersøgelse for Rickettsia-arter.
Baggrund
Rickettsia-arter kan blandt andet forårsage sygdommene Rocky Mountain Spotted Fever (RMSF), Mediterranean Spotted Fever (MSF), African Tick Bite Fever (ATBF) samt plettyfus.
Bakterien overføres fra dens primære vært ved bid fra en vektor f.eks. skovflåter, kropslus og lopper. Afhængig af arten af Rickettsia kaldes sygdommene noget forskelligt. Man kan pådrage sig rickettsiose overalt i verden ved vektorbåren infektion. Tilfælde af rickettsiose påvist i Danmark er hovedsagelig erhvervet i Afrika, men forskellige arter af bakterien findes endemisk i Danmark, og smitte er mulig herhjemme ved bid af skovflåt (1).
Bakterien er obligat intracellulær og vanskelig at dyrke, hvorfor påvisning af infektion med Rickettsia sker med serologiske og molekylærbiologiske metoder.
Indikation
Inkubationstiden er på 6 - 10 dage, og debutsymptomerne omfatter feber, hovedpine, muskelsmerter og et karakteristisk småplettet vasculitislignende udslæt ("spotted fever rash"). Et nekrotisk sår ved inokulationsstedet ("eschar"; se billedet) ses hos en varierende andel af patienterne (næsten alle patienter med ATBF og omkring 1/3 af patienter med MSF). Anamnestisk vil der ofte være et flåtbid eller risikofaktorer for et sådant (safari, ophold i skov eller lignende) i et relevant land.
Eschar på lår syv dage efter flåtbid under safari i Sydafrika.
Gengivet med tilladelse fra Ugeskrift for Læger (3).
Kroniske infektioner med den sjældne Rickettsia prowazekii er velbeskrevet (Brill-Zinsser’s disease), og kasuistisk er der beskrevet længerevarende træthed efter visse Rickettsia-infektioner (2).
Hos patienter, hvis anamnese og/eller klinik må give mistanke om rickettsiose, afhænger valget af diagnostisk undersøgelse især af sygdomsvarigheden:
| Anamnese / klinik | Serologi | PCR |
Akutte symptomer (sygdomsforløb < 14 dage) |
Måling af antistoffer (inkl. opfølgende prøve efter 14 - 28 dage) |
Materiale fra eschar eller anden hudlæsion (skrab fra kanten af læsionen med skalpel eller skarpske, alternativt stansebiopsi) |
Længerevarende symptomer (sygdomsforløb > 4 uger) |
Måling af antistoffer (inkl. opfølgende prøve efter 14 - 28 dage) |
Ikke indiceret, hvis der ikke er hudforandringer |
Resultat og tolkning
Serologi
Metoden påviser antistoffer mod Rickettsia ved immunfluorescensmikroskopi. Resultatet angives i titerenheder, tilføjet oplysning om referenceværdier.
Referenceværdier
| | IgG | IgM |
| Specifikt antistof påvist |
≥ 51 |
≥ 64 |
| Inkonklusiv |
256 |
- |
| Specifikt antistof ikke påvist |
< 256 |
< 64 |
Udover dette regnes en mindst fire-fold titerstigning (for eksempel fra 64 til 256) som værende udtryk for en aktiv infektion. Dette gælder for såvel IgG som IgM.
Tidspunkt for prøvetagning
Ved akutte infektioner fremkommer antistoffer som regel efter ca. 1 - 2 ugers sygdom, undertiden dog først efter 2 - 4 uger. Prøver taget med 1 uges mellemrum kan være nødvendige for at påvise titerstigning og dermed opnå diagnostisk afklaring.
Svartid
Skriftligt svar afsendes inden en uge efter prøvens modtagelse. Hasteprøver udføres efter aftale.
PCR
Et positivt undersøgelsesresultat er udtryk for tilstedeværelse af Rickettsia-DNA i blodprøven. Men da ikke alle patienter med rickettsiose har Rickettsia-bakterier i blodet, udelukker et negativt resultat ikke infektion med Rickettsia. Metoden undersøger for Rickettsia fra Spotted Fever Group og Typhus Group, men ikke Scrub Typhus (Orientia tsutsugamushi) – en sygdom, der tidligere var klassificeret som rickettsiose og som er hyppig ved relevant eksposition i Asien.
Udvidet undersøgelse
Ved fund af Rickettsia-DNA kan artsidentifikation foretages ved DNA-sekventering efter nærmere aftale.
Svartid
Svar afgives 1 - 2 hverdage efter prøvens modtagelse uanset resultatet. Resultatet angives som "Rickettsia arter PCR, DNA påvist" eller "Rickettsia arter PCR, DNA ikke påvist".
Prøvetagning
Serologi
Prøvemateriale: Blod uden tilsætning 5 (2) ml, serum 2 (1) ml.
Udstyr og emballering: Beskyttelsesrør.
Opbevaring: Kan prøven ikke sendes samme dag, skal den opbevares på køl (2 - 8 °C) og sendes hurtigst muligt.
Forsendelse: Almindelig post.
PCR
Prøvemateriale: Biopsi, EDTA blod 5 ml.
Udstyr og emballering: Væv: Steril beholder, uden tilsætning. Blod: EDTA glas. Beskyttelsesrør eller anden egnet fast emballering.
Opbevaring: Kan prøven ikke sendes samme dag, skal den opbevares på køl (2 - 8 °C) og sendes hurtigst muligt.
Forsendelse: Almindelig post.
Prøvetagningsudstyr og forsendelseskuverter kan rekvireres på .
Rekvirering og priser
Undersøgelsen "Rickettsia: antistof" rekvireres via WebReq (i modulet Klinisk Kemi) eller på blanket nr. 3 "Antistoffer" (rød kant) med oplysninger om kliniske symptomer (eventuelt flåtbid), sygdomsvarighed, udlandsophold og eventuel antibiotikabehandling ved afkrydsning af rekvisitionsnummer (R-nr.) 354.
Pris: 1.590,00 kr.
Undersøgelsen "Rickettsia-arter: PCR" rekvireres via WebReq (i modulet Klinisk Kemi) eller på blanket nr. 1 "Bakterier" (lys orange kant) ved afkrydsning af rekvisitionsnummer (R-nr.) 079.
Pris: 1.335,00 kr.
Alle SSI’s undersøgelser refunderes af sygesikringen for læger der har aftale dermed.
Yderligere information
Ønskes yderligere oplysninger om prøverne henvises til Diagnostisk Håndbog. Desuden kan information om diagnostik af flåtbårne infektioner fås ved henvendelse til overlæge Michael Kemp, Klinisk Mikrobiologisk Laboratorium, Afdeling for Bakteriologi, Mykologi og Parasitologi, tlf.: 3268 3371, fax: 3268 3873, e-mail: , eller professor Karen A. Krogfelt, Serologisk Driftscenter, Afdeling for Bakteriologi, Mykologi og Parasitologi, tlf.: 3268 3745, e-mail: .
Referencer
- Svendsen CB, Krogfelt KA, Jensen PM. Detection of Rickettsia spp. in Danish ticks (Acari: Ixodes ricinus) using real-time PCR. Scand J Infect Dis 2009; 41(1): 70-2.
- Nilsson K. Septicaemia with Rickettsia helvetica in a patient with acute febrile illness, rash and myasthenia. J Infect 2009; 58(1): 79-82.
- Madsen KM, Storgaard M, Krogfelt KA, Obel N. Rickettsiose efter ophold i det sydlige Afrika. Ugeskr Læger 2004; 66(10): 902-4.