PDF-ikonPrintikon

P-pillebrug op til graviditet øger ikke risiko for misdannelser

Børn født af kvinder, der tog p-piller kort før eller under graviditeten har ikke øget risiko for alvorlige misdannelser, viser forskning fra Statens Serum Institut.

P-piller er den mest brugte præventionsform i mange dele af verden, og når de bruges korrekt, beskytter p-piller mod graviditet med mere end 99% sikkerhed. Alligevel bliver flere procent af kvinder gravide, mens de bruger p-piller fordi de ikke bruges efter forskrifterne. Det kan fx ske, hvis kvinden springer en pille over eller tager den for sent.

Nu viser dansk forskning, at disse kvinder ikke behøver være nervøse for, at de fostre, de er blevet gravide med, mens de brugte p-piller, får misdannelser på grund af hormonerne.

Den nye undersøgelse, der er offentliggjort i British Medical Journal, blev foretaget for at se, om man kunne se en effekt af, at fostret udsættes for flere kønshormoner pga. p-pillerne. Dette er hidtil ikke undersøgt særlig ofte i større undersøgelser, men enkelte tidligere resultater har tydet på, at der fx kunne være øget risiko for visse alvorlige misdannelser.

”Tidligere undersøgelser har mistænkt, at p-piller i graviditeten kunne give anledning til for eksempel misdannelser af hjertet, af urinvejene og misdannelser der fører til at tarmene ligger udenfor på kroppen”, siger professor Mads Melbye, Statens Serum Institut, der står bag forskerholdet omkring studiet. 

”Og grunden til at man overhovedet overvejer, at p-piller kunne have en sådan effekt er at de hormoner, der er i p-piller har vist sig at øge koncentrationen af vitamin A i blodet. Store koncentrationer af vitamin A er en velkendt risikofaktor for udvikling af misdannelser. Samtidigt nedsætter hormonerne koncentrationen af folat i blodet og lavt folat kan give anledning til rygmarvsbrok”, fortsætter han.

Analyser bygger på data om 880.000 børn

Undersøgelsen omfatter alle børn født i DK mellem 1. januar 1997 og 31. marts 2011. Dog blev visse børn taget ud af analyserne – nemlig børn født med misdannelser, som skyldtes allerede kendte årsager så som alkoholbrug hos den gravide og visse arvelige kromosomfejl. I alt bygger analyserne på data om 880.694 levendefødte børn.

Forskerne fik data fra flere registre. Det ene var Fødselsregistret, hvor der er oplysninger om bl.a. fødselstidspunkt, graviditetens længde, barnets tilstand ved fødslen samt visse oplysninger om moderen – så som hvor mange gange, hun har født, og om hun røg under graviditeten. Et andet var Landspatientregisteret, hvor der findes oplysninger om misdannelser og andre sygdomme. Endelig brugte forskerne lægemiddelstatistikregistret, hvor der er data om moderens brug af p-piller. Ved at sammenstille data kunne man dele børnene op i fire grupper:

  1. Børn født af mødre, der aldrig har taget p-piller
  2. Børn født af mødre, der stoppede p-pille brug mere end tre måneder før graviditeten
  3. Børn født af mødre, der tog p-piller frem til mindre end tre måneder graviditeten
  4. Børn født af mødre, der fortsatte med p-pillebrug under en del af graviditeten
Mere end to tredjedele af børnenes mødre havde brugt p-piller og var stoppet mere end tre måneder før, de blev gravide (gruppe 2). 21 % af mødrene havde aldrig brugt p-piller (gruppe 1). 8% af børnene var født af mødre, der havde brugt p-piller helt indtil kort før graviditeten (gruppe 3) og i 1% af tilfældene havde mødrene taget p-piller i løbet af graviditeten.

Ens risiko i alle fire grupper

2,5 % af de næsten 900.000 børn fik diagnosticeret en alvorlig medfødt misdannelse i løbet af deres første leveår, og risikoen for at udvikle misdannelser var den samme uanset om man var stoppet lang tid før graviditeten eller fortsatte med at tage p-piller helt op til eller efter at man var blevet gravid. 

”Selv om vores undersøgelse er et registerstudie og dermed ikke kan konkludere noget endeligt om årsager til, at nogle børn får misdannelser, så kan vores resultater bruges til at berolige kvinder, der er blevet gravide mens eller kort efter, de har brugt p-piller. Der er intet i dette store studie, der tyder på, at brugen af p-piller fører til, at fostret udvikler en alvorlig misdannelse”, siger Mads Melbye.

Læs den videnskabelige artikel i BMJ: Maternal use of oral contraceptives and risk of birth defects in Denmark: prostpective, nationwide cohort study

Søg i Forskningsnyt:

Kontakt

Professor, dr.med. Mads Melbye
Sektor for National Sundhedsdokumentation og Forskning
E-mail: