Undersøgelse bestyrker mistanke om flere former af Hodgkin lymfom
7. februar 2012
En international videnskabelig undersøgelse med dansk deltagelse, der offentliggøres i det amerikanske tidsskrift Journal of the National Cancer Institute i denne uge, bestyrker en længe næret mistanke om, at der findes flere forskellige former af kræftsygdommen Hodgkin lymfom. Denne viden kan være af afgørende betydning for fremtidige undersøgelser af sygdommens årsager og forløb. Undersøgelsens resultater har allerede givet anledning til nyt samarbejde på tværs af landegrænserne.

De fire organer, der udgør lymfesystemet: knoglemarven (øverst til venstre), lymfeknuder (øverst til højre), milten (nederst til højre) og thymuskirtlen (nederst til venstre). Her vises normale, sunde organer.
Gammel mistanke om forskellige former for Hodgkin lymfom
Hodgkin lymfom er en forholdsvis sjælden kræftsygdom, der årligt rammer 125 danskere, ofte unge voksne. Man har i næsten 50 år mistænkt, at der er forskellige former for Hodgkin lymfom, og at sygdommen nogle gange skyldes en infektion. I det seneste årti har undersøgelser fra bl.a. Statens Serum Institut peget på, at det meget almindeligt forekommende Epstein-Barr virus i sjældne tilfælde kan forårsage Hodgkin lymfom. Det anslås således, at 30-40% af alle tilfælde af sygdommen skyldes dette virus, medens de resterende 60-70% formodes at have andre årsager.
Europæisk undersøgelse af patienter med Hodgkin lymfom og raske kontrolpersoner
En stor europæisk undersøgelse med deltagelse af mere end 1200 patienter med Hodgkin lymfom har nu vist, at der er forskelle i arvematerialet mellem patienter med Hodgkin lymfom og raske kontrolpersoner. Som noget meget væsentligt viste undersøgelsen også forskelle i arvematerialet mellem patienter, hvis sygdom blev antaget at skyldes Epstein-Barr virus, og patienter, hvis sygdom blev antaget af have andre årsager. Dermed støtter undersøgelsen antagelsen om eksistensen af forskellige varianter af Hodgkin lymfom.
Risikoen for Hodgkin lymfom efter infektion med Epstein-Barr virus meget lav
Epstein-Barr virus er meget udbredt, og mere end 90% af alle voksne er smittet med virus. Risikoen for at udvikle Hodgkin lymfom pga. smitten er dog uhyre lav, og i Danmark ses blot 40 tilfælde årligt. Det skyldes, at immunsystemet normalt kan holde virus i skak. Det er derfor særligt interessant, at resultaterne af den europæiske undersøgelse stærkt antyder, at arvelige forskelle i immunsystemets reaktionsevne påvirker risikoen for sygdom. Forskere på Statens Serum Institut forsøger nu sammen med skotske kolleger at afdække, hvordan forskellen i reaktionsevnen over for virusinfektionen kommer til udtryk i kroppen.
Transatlantisk samarbejde indledt
De europæiske resultater har påkaldt interesse fra andre forskningsgrupper, og der er taget initiativ til videre, fælles undersøgelser. Dels skal et fælles europæisk-amerikansk samarbejde undersøge, om der er andre forskelle i arvematerialet end de allerede påviste, dels vil det blive undersøgt, om de forskellige varianter af Hodgkin lymfom klinisk opfører sig forskelligt.
Læs den videnskabelige artikel
Urayama KY et al. Genome-Wide Association Study of Classical Hodgkin Lymphoma and Epstein–Barr Virus Status–Defined Subgroups.
J Natl Cancer Inst 2012;104:1–14