Patienter med en alvorlig form for muskeldystrofi har øget risiko for at udvikle kræft
14. december 2011
Sammenlignet med befolkningen som helhed har patienter med sygdommen myoton muskeldystrofi (MMD; en form for muskeldystrofi karakteriseret ved generel svækkelse og muskelhenfald, der angriber ansigt, fødder, hænder og nakke) en øget risiko for at udvikle kræft, særligt i hjernen, æggestokken, tyktarmen, og livmoderen. Men også risikoen for kræft i andre organer synes forøget.
Opsigtsvækkende fund
Dette opsigtsvækkende fund offentliggøres i dag i det anerkendte amerikanske tidsskrift JAMA. Fundet er et resultat af et samarbejde mellem forskere ved Statens Serum Institut i København i samarbejde med forskere fra National Cancer Institute i USA.
Sjældent en sygdom er forbundet med flere forskellige kræftformer
”Vort fund har betydning for den kliniske opfølgning af MMD-patienter og ikke mindst er det vigtigt at have fokus på symptomer fra denne gruppe patienter, der kunne være et første tegn på udvikling af kræftsygdom. Det er sjældent vi står over for en sygdom, der som i dette tilfælde tilsyneladende er forbundet med flere forskellige kræftformer. Ved at studere, hvad baggrunden for denne forøgede risiko er, kan vi få ny værdifuld information om hvorfor kræftsygdomme opstår,” siger professor Mads Melbye.
Registerbaseret studie
Det, der gav forskerne ideen til studiet, var enkeltobservationer som viste, at patienter med denne lidelse i visse tilfælde også havde maligne eller godartede tumorer.
Forskerne benyttede de enestående danske og svenske registre til at se på sammenhængen mellem MMD og kræft. I alt fandt man 1.658 patienter med den relativt sjældne sygdom MMD i perioden mellem 1977 og 2008. Disse personers kræftudvikling blev sammenlignet med den almindelige befolknings kræftudvikling ved opslag i de danske og svenske kræftregistre. I begge lande var ca. halvdelen af patienterne mænd, 40 procent døde i opfølgningsperioden og 6 procent udviklede kræft. Patienterne blev fulgt fra den dag de fik diagnosen MMD til første kræftdiagnose, død, emigration, eller udgangen af 2008.
Forøget antal tilfælde af visse former for kræft
I opfølgningsperioden udviklede 104 MMD patienter kræft, mens man skulle have forventet at finde 52 tilfælde baseret på opfølgning i den generelle befolkning. Denne forskel var statistisk signifikant. Visse kræftformer var specielt forøgede blandt MMD-patienter såsom livmoderkræft (7,6 gange), kræft i hjernen (5,3 gange), kræft i æggestokkene (5,2 gange), og kræft i tyktarmen (2,9 gange). Mænd og kvinder havde samme forøgede risiko.
Læs den videnskabelige artikel
Gadalla SM, Lund M, Pfeiffer RM, Gørtz S, Mueller CM, Moxley RT, Kristinsson SY, Björkholm M, Shebl FM, Hilbert JE, Landgren O, Wohlfahrt J, Melbye M, Greene MH. Cancer risk among patients with myotonic muscular dystrophy. JAMA 2011;306:2480-2486